Der var inspiration til øget samarbejde mellem apotek og region, da formand for Region Sjælland var på apoteksbesøg i Sorø. Farmaci har spurgt, hvad hun tog med fra mødet
Hvordan kan apotekerne bidrage til at styrke medicinsikkerheden og aflaste andre faggrupper i sundhedsvæsenet? Det spørgsmål var på dagsordenen, da formand for Region Sjælland Trine Birk Andersen i starten af januar var på Sorø Apotek hos apoteker og næstformand i Apotekerforeningen Mads Haaning.
Formålet med besøget var at give regionsrådsformanden et indblik i, hvad der foregår bag skranken på et apotek og få startet en dialog om, hvordan apotekerne kan være med til at forbedre det nære sundhedsvæsen.
På mødet blev der blandt andet talt om sundhedsydelser og apotekets mulighed for at hjælpe borgere med at trappe ud af opioider ved at tilbyde dosispakket medicin og rådgivning. Ikke mindst det sidste ser Trine Birk Andersen potentialer i.
”Idéen om, at apotekerne kan og gerne vil spille en aktiv rolle i forhold til borgere, der er under udtrapning for opioider, synes jeg er særdeles interessant,” siger hun efter besøget til Farmaci.
Flere fagligheder i spil
I det hele taget er regionsrådsformanden optaget af at få bragt flere fagligheder i spil i det nære sundhedsvæsen i bestræbelserne på at løfte opgaverne bedst muligt til gavn for borgerne, understreger hun.
”Jeg glæder mig over det engagement, der var, og viljen fra apotekernes side til at være med til at løfte og udvikle sundhedsvæsenet. Jeg hæftede mig særligt ved barriererne for, at medarbejderne kan udnytte deres faglige kompetencer til at hjælpe og støtte borgerne samtidig med, at det kan aflaste de praktiserende læger. Blandt andet i forhold til recepter og mulighed for substitution af givne lægemidler. Så jeg tager med mig, at der er et ønske om at blive brugt mere og bredere i det samlede sundhedsvæsen,” siger Trine Birk Andersen.
Tættere dialog med fagprofessionelle
Der blev også mulighed for at drøfte, hvordan regionen vil inddrage sundhedsprofessionelle – herunder apotekerne – i de kommende sundhedsråd, som nedsættes som et led i sundhedsreformen. Samme reform betyder, at Region Sjælland og Region Hovedstaden om et år smelter sammen til Region Øst, og man er derfor midt i en brydningstid, påpeger regionsrådsformanden.
”Der er stadigvæk meget, som vi mangler svar på i forhold til disse sundhedsråd, men hvis vi skal lykkes med at styrke det nære sundhedsvæsen, som er et af de vigtigste omdrejningspunkter i sundhedsreformen, kræver det en endnu tættere dialog med de aktører og fagprofessionelle, der allerede i dag er med til at drive det nære sundhedsvæsen,” siger Trine Birk Andersen.
Mads Haaning synes, at det er positivt, at regionsrådsformanden prioriterede et besøg på apoteket.
”Det stod meget klart for mig, at Trine Birk Andersen er interesseret i at bringe alle sundhedsaktører i spil for at lykkes med strategien om nærhed i sundhed. Apotekerne er oplagte at tænke ind, når vi taler om at aflaste sygehuse, praktiserende læger og plejepersonale. Bare i Region Sjælland har apotekerne daglig fysisk kontakt til 25.000 borgere. Det er borgere, vi individuelt kan tilbyde medicinsamtaler om opstart af ny behandling, compliance ved nuværende behandling og ikke mindst tilbyde samtale om udtrapning af medicin, eksempelvis opioider,” siger Mads Haaning.
Han ser frem til at fortsætte den konstruktive dialog med regionen og på den baggrund få igangsat konkrete samarbejder, der kan hjælpe borgerne og aflaste de øvrige sundhedsaktører.
Med til mødet var - udover Trine Birk Andersen - apoteker og næstformand i Apotekerforeningen Mads Haaning, lægefaglig funktionschef Kitten Engell Weber og chefkonsulent Mie Riise – begge fra Region Sjælland – samt medlem af apotekernes kredsbestyrelse apoteker Birgitte Egeberg Carlsen og kredskonsulent Lena Skov Andersen fra Apotekerforeningen.