Gå til indhold
Livet med

Forstå borgere med for højt stofskifte

STINE FABRICIUS

livet-med-stofskifte.png (1)

Sådan kan apoteket møde mennesker med for højt stofskifte

  • Lyt til bekymringer. At have fået en sygdom kan i sig selv give bekymringer. Det samme kan de symptomer, som for højt stofskifte kan medføre. For eksempel et hjerte, der hamrer afsted, eller en uro og sitren i hele kroppen.
  • Vær interesseret i, hvordan medicinen passer ind i hverdagen. Det kan være udfordrende at bruge medicin, der skal tages flere gange om dagen. Hjælp gerne med, hvordan medicinen kan sættes i system, så det passer til den enkeltes hverdag.
  • Spørg gerne, hvordan personen har det. At have for højt stofskifte kan komme til udtryk meget forskelligt fra person til person. For nogen hjælper medicinen hurtigt med at få stofskiftet under kontrol. Hos andre vil sygdommen fortsætte med at udvikle sig, og der kan komme tilbagefald, som giver symptomer. Mange vil efter diagnosen skulle lære sig selv at kende igen, så der kan reageres, hvis der (igen) opstår symptomer.
  • Vær nysgerrig på, om personen får målt sine stofskiftetal. Selvom sygdommen som udgangspunkt er under kontrol, er det relevant at få målt sine stofskiftetal jævnligt. For stofskiftet kan ændre sig i det skjulte og symptomerne komme snigende.

MYTER

  • "Hvor er du heldig, at du bare kan spise uden at tage på!" Når stofskiftet er for højt, bliver alle kroppens funktioner uhensigtsmæssigt hurtigere. Derfor kan et symptom være vægttab på trods af øget appetit. Hvis et for højt stofskifte ikke behandles, kan det føre til - eller forværre - osteoporose og hjertesygdomme som angina pectoris, hjertesvigt og atrieflimren.

FAKTA

  • Stofskiftet reguleres af et samspil mellem hypofysen og skjoldbruskkirtlen. Hypofysen producerer hormonet TSH, der styrer, hvor meget stofskiftehormon (T3 og T4) skjoldbruskkirtlen skal producere. Er der meget stofskiftehormon i blodet, vil hypofysen producere mindre TSH. Derfor vil et højt stofskifte vise sig med en lav TSH i en blodprøve.
  • Almindelige symptomer på højt stofskifte er indre uro, hjertebanken og rastløshed. Man kan også opleve ømme muskler og led, diarré, vægttab og svækket hukommelse. Symptomerne kan være mange, men hvilke, og hvordan de opleves, varierer fra person til person.
  • Et forhøjet stofskifte kan opstå som følge af den autoimmune sygdom Graves, knudestruma eller i sjældne tilfælde en betændelse i skjoldbruskkirtlen. Forhøjet stofskifte kan enten behandles med medicin, radioaktivt jod eller operativt, hvor hele eller dele af skjoldbruskkirtlen fjernes.
  • For højt stofskifte begynder oftest i alderen 20-40 år, og hvert år får omtrent 5.000 diagnosen hyperthyreose, thyreotoksikose eller hyperthyreoidisme, som for højt stofskifte også kaldes. Af dem er ca. 80 procent kvinder. Hver tiende danske kvinde får i løbet af livet diagnosen for højt stofskifte.
Kilde: Stofskifteforeningen