Gå til indhold
Ledelse

Ny lederuddannelse styrker ledere uden personaleansvar

Rollen som leder uden formelt personaleansvar kan være svær. På ny lederuddannelse har kursisterne diskuteret cases og reflekteret over deres egen rolle som leder. Alt sammen for at vende styrket tilbage i rollen som leder.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

leder.jpg Ny lederuddannelse styrker ledere uden personaleansvar.

Filialleder, elevansvarlig eller daglig leder – der findes mange ledere på apotekerne, som hver dag har til opgave at lede, men uden at have formelt personaleansvar. Det kan være en spændende, men sommetider også svær opgave. Man kan nemt føle sig klemt mellem kollegaerne på den ene side og chefen på den anden side.

Det er ét af de mange dilemmaer, som kursisterne har vendt og drejet på den nye lederuddannelse for ledere uden personaleansvar. På uddannelsen bliver kursisterne trænet i at reflektere over deres lederskab. De har lært at forholde sig nysgerrigt samt erkende, at det er ok at bede om hjælp for at komme i mål med en opgave.

”Helt overordnet handler god ledelse om at blive bevidst om de valg, man træffer. Kun på den måde har man mulighed for at reflektere over dem og forholde sig til, om man kan gøre noget anderledes, som vil fungere bedre,” fortæller Erik Vestergård, som underviser på uddannelsen, som udbydes som et samarbejde mellem Danmarks Apotekerforening og Københavns Professionshøjskole.

Flere spørgsmål end svar
På uddannelsen bliver kursisterne også konfronteret med, at ledelse ikke altid er en disciplin, hvor der er ”rigtige og forkerte svar”. Det handler om kontekst og om at kunne reflektere og se en situation fra flere vinkler.

Derfor er det sket et par gange, at kursisterne er gået mere forvirrede end afklarede hjem efter undervisningen. Men det er præcis, som det skal være, hvis man spørger Erik Vestergård.

”Forvirring i den rigtige mængde” er godt. Det er en del af den udvikling, man skal igennem på en lederuddannelse, fortæller Erik Vestergård. Når det er sagt, så er det også vigtigt, at man ikke ”drukner i forvirringen”. Derfor har han på uddannelsen arbejdet med det, han kalder ”Den tilpasse forstyrrelse”.

3.png Erik Vestergård er tilknyttet Ledelse, Organisation og Administration på Københavns Professionshøjskole.

Ro i lederskabet
Ifølge Nynne Degnbol, som er kursist på uddannelsen, er den balance lykkedes.

Hun er farmakonom og daglig leder på Ikast Apotek, og hun har bemærket, at ledelsesfaget godt kan udfordre farmakonomer og farmaceuter, fordi de er vant til at tænke i, at der er ét korrekt facit. Og det er der ikke altid, når det kommer til ledelse. Hun genkender også, at hun sommetider er gået hjem med flere spørgsmål end svar, men samtidig oplever hun, at uddannelsen har gjort hende mere rolig og ”grounded” i sit lederskab.

”Jeg er sådan én, som kører derudad, og som er meget handlingsorienteret, men på uddannelsen har jeg lært, at det er ok, at man som leder tager en pause til at tænke, før man vender tilbage med et svar til en kollega. Det har givet mig en form for grounding at vide, at det er tilladt at tage sig tid til at reflektere,” siger Nynne Degnbol.

Det betyder også, at selvom man allerede har givet ét svar til en kollega, så er det ok at ændre det.

”Så længe man er tydelig i sin kommunikation, så må man godt skifte mening og sige: ’nu er jeg blevet klogere’. Det er kun en styrke, og det er noget, jeg virkelig har taget til mig,” siger Nynne Degnbol.

Selvom hun tidligere har været på andre lederkurser, har hun alligevel fået stort udbytte af uddannelsen.

”Jeg har fået mulighed for at bygge videre på de ting, jeg tidligere har arbejdet med, og det har været rart at få mulighed for at gå et spadestik dybere. At blive en god leder handler rigtig meget om personlig udvikling. Det er en proces, hvor man skal finde en ledelsesstil, som føles naturlig, og som man kan stå inde for,” siger hun.

En klart defineret rolle er vigtig
Hun er også blevet bevidst om, hvor meget det betyder, at hendes rolle som leder er klart defineret – at hun ved, hvad der forventes af hende, og at hun har en god dialog med sin souschef og apoteker i den forbindelse.

Det er nemlig ikke altid en selvfølge, fortæller Erik Vestergård.

”Sommetider kan man godt havne i en lederrolle, hvor man måske ikke officielt har personalansvar, men i praksis alligevel har det, og det kan godt komplicere nogle ting. Derfor er det vigtigt, at man bliver bevidst om, hvorvidt ens rolle skal defineres bedre,” siger Erik Vestergård. Når man begynder at reflektere over sit lederskab, så bliver man også i stand til at spørge om hjælp, hvis der er noget, man har brug for.

”Jeg håber, at kursisterne bliver bevidst om, at de faktisk kan lede opad og hjælpe deres souschef eller apoteker med nogle opgaver, men at det sommetider kræver, at de får hjælp fra dem for at kunne komme i mål,” siger Erik Vestergård.

4.png Nynne Degnbøl. Farmakonom og daglig ledder, Ikast Apotek.

Om uddannelsen

  • Ledelsesuddannelsen for ledere og funktionsansvarlige uden personaleansvar udbydes som et samarbejde mellem Danmarks Apotekerforening og Københavns Professionsuddannelse.
  • Den består af 6 undervisningsgange. Det første hold har kørt i perioden januar-maj 2025.
  • Det er første gang, uddannelsen udbydes. Uddannelsen bliver udbudt igen via medlemsnettet, når nye datoer er på plads.
  • De to undervisere Erik Vestergård og Camilla Poulsen er tilknyttet Ledelse, Organisation og Administration på Københavns Professionshøjskole. Læs mere om uddannelsen på medlemsnettet.