Gå til indhold
Folkemødet

Apotekerne melder folkemødeklar

helle-forklarer.jpg FOTO FRA 2024: JUSTINE HØGH.

Folkemødet 2025 løber af stablen torsdag den 12. juni til og med lørdag den 14. juni. Som altid er det Allinge på Bornholm, der lægger jord og klipper til den årlige, såkaldte demokratifest med samtale, deltagelse og fællesskab. Apotekerne er vanen tro repræsenteret med deres eget telt, som meget passende ligger lige op ad Allinge Apotek - centralt på Torvet, hvor mange folkemødedeltagere dagligt passerer forbi.

I alle tre dage er der et tætpakket program i apotekernes telt. Dels har Apotekerforeningen i samarbejde med andre organisationer arrangeret debatter og events, dels er teltet udlånt til forskellige samarbejdspartnere inden for sundhedsområdet.

Temaerne spænder vidt fra oplysning om folkesygdomme til mere sektorinterne debatter, baseret på den nyeste viden om forbrug af lægemidler – blandt andet Wegovy og opioider. Men også bæredygtig medicin, medicin til udsatte grupper og test af knogler og hud er på programmet

Her er et udpluk af de mange debatter og aktiviteter i apotekernes telt:

Torsdag d. 12 juni

  • Medicin til udsatte grupper. Hvordan skaber vi bedre vilkår for udsatte gruppers adgang til medicin og behandling? Debat, arrangeret af Apotekerforeningen i samarbejde med Hus Forbi. Torsdag d. 12. juni kl. 13.15-14.00
  • Kan medicin være grøn? Hvorfor kan man som forbruger ikke foretage ”det grønne valg”, når man køber medicin? Debat, arrangeret af Apotekerforeningen i samarbejde med Pharmadanmark. Torsdag d. 12. juni kl. 15.30-16.30

Fredag d. 13. juni

  • Praktiserende læger til hele Danmark – stok eller gulerod? Sundhedsministeren og andre gode kræfter deltager i debatten om, hvordan vi får flere læger uden for byerne. Debat, arrangeret af Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Fredag d. 13. juni kl. 12.15-13.00
  • Er der styr på opioiderne? Det er lykkedes at nedbringe antallet af recepter på opioider. Men har vi løst problemet – eller fået et andet? Debat, med blandt andre professor Anton Pottegård, arrangeret af Apotekerforeningen i samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin. Fredag d. 13. juni kl. 13.00-14.00

Lørdag d. 14. juni

  • Wegovy – medicin eller livsstilsprodukt? Over 100.000 danskere er startet på Wegovy, men mange bruger lavere doser end tiltænkt. Om det er et problem eller ej vil blive drøftet i en debat, arrangeret af Apotekerforeningen i samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin. Lørdag d. 14. juni kl. 10.00-11.00
  • Er det kun ældre kvinder, der bliver ramt af knogleskørhed? En af landets førende eksperter i osteoporose, overlæge Jens-Erik Beck Jensen fra Hvidovre Hospital, fortæller om knogleskørhed og om, hvad man selv kan gøre for at forebygge sygdommen. Arrangementet ligger i forlængelse af apotekernes sundhedsfaglige kampagne om knogleskørhed og er arrangeret af Apotekerforeningen i samarbejde med Osteoporoseforeningen. Lørdag d. 14. juni kl. 11.00-12.00
  • Test din risiko for knogleskørhed og få et hudtjek hos hudlægen Osteoporoseforeningen har arrangeret, at man kan komme forbi teltet og få testet sin risiko for at få knogleskørhed – og Apotekerforeningen har aftalt med øens hudlæge, at han er i teltet to eftermiddage, hvor han giver gode råd til beskyttelse af huden og tilbyder at tjekke modermærker. Lørdag d. 14. juni kl. 12.00-14.00
folkefoto9.jpg FOTO FRA 2024: JUSTINE HØGH.