I år kan danske apoteksansatte lade passet blive hjemme, når de drager mod den farmaceutiske verdenskongres FIP 2025. Danmark er nemlig værtsland for den internationale kongres, som løber af stablen i Bella Centeret i København i starten af september.
Sidst den blev afholdt i Danmark var i 1982, og i år er det den 83. gang, at den anerkendte kongres finder sted.
”Vi er stolte af, at FIP-kongressen i år afholdes i Danmark. Det giver en unik mulighed for, at endnu flere danske apoteksansatte kan deltage uden at skulle rejse udenlands. Kongressen er en fantastik mulighed for at få ny viden, udsyn og netværke med apoteksansatte i hele verden,” siger sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening Birthe Søndergaard. Hun opfordrer til, at man deltager i kongressen, som byder på masser af spændende oplæg og arrangementer. Blandt andet et stort tema om AMR (antimicrobiel resistens), digitaliseringsløsninger og AI inden for apotekssektoren - og flere end 1500 posters, som blandt andet stiller skarpt på praksisprojekter fra apoteker i hele verden.
”Det helt særlige ved FIP-kongressen er, at den spænder så bredt. Det er for eksempel muligt at høre oplæg om store, avancerede forskningsprojekter om eksempelvis gen-teknologi. Samtidig kan man se posters, hvor et lokalt apotek et sted i verden fortæller om konkrete praksisprojekter, som de har arbejdet med, og som har gjort patienternes og apotekets dagligdag bedre,” fortæller Birthe Søndergaard.
FIP har præget den danske sektor
Inspiration fra FIP har været med til at præge den danske apotekssektor. Både via den årlige kongres og som medlemsorganisation, hvor der arbejdes med at fremme det farmaceutiske arbejde gennem faglige, strategiske og politiske indsatser.
”Man glemmer det måske, men FIP har været med til at inspirere den danske apotekssektor på mange forskellige parametre,” fortæller Birthe Søndergaard.
For eksempel er den danske kompetenceramme, som blev lanceret i 2022, inspireret af de udviklingsmål, som FIP har udviklet. Kompetencerammen fungerer i dag som et ledelsesværktøj, der bruges til at arbejde med kompetenceudvikling hos de danske apoteksansatte. FIP har også været med til at sætte politisk fokus på sundhedsydelser. For eksempel vaccination på apoteket.
Da Apotekerforeningen i 2004 tog initiativ til at starte et netværk op for at sætte fokus på forfalskede lægemidler, var det også med inspiration fra FIP.
”Det var en problematik, vi slet ikke havde været opmærksom på, og som endnu ikke fyldte i Danmark. Men på kongressen så vi, at det var et problem i andre lande, og derfor tog vi initiativ til at starte dialogen blandt myndigheder, industri, grossister og apoteker,” fortæller Birthe Søndergaard. Indsatsen blev senere overtaget af Lægemiddelstyrelsen.
Stort AMR-tema
Om mandagen slår kongressen dørene op til et heldagstema om AMR (antimikrobiel resistens), som skydes i gang af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Herefter vil der gennem hele dagen være forskellige oplæg om AMR, som stiller skarpt på udfordringen med at nedbringe antimikrobiel resistens, som er en af de helt store sundhedsmæssige trusler på verdensplan.
Temaet er netop valgt, fordi AMR er en af de største globale sundhedsudfordringer og har vidtrækkende konsekvenser - både socioøkonomisk og ikke mindst for patienterne. Det er dermed en udfordring, som kun kan løses i et internationalt samarbejde, fortæller Peter Thøgersen, som er politisk konsulent i Pharmadanmark og en del af sekretariatet i den danske AMR-Alliance.
”I Danmark er vi en form for foregangsland, fordi vi i flere årtier har overvåget antibiotikaresistensen og arbejdet målrettet med korrekt brug af antibiotika. Men bakterier kender ikke til landegrænser, og det er derfor en udfordring, som kræver, at man samarbejder på verdensplan. Det er derfor også et emne, som er yderst relevant for alle FIP-medlemmer,” siger han.