Gå til indhold
Rådgivning

Nye stoptilbud skal nå unge nikotinbrugere

Nye nikotinprodukter som snus og vapes har ændret billedet af den typiske nikotinafhængige. Kommunale stopforløb skal nu nå de unge, der kæmper med at slippe nikotinen. Apotekerne kan spille en vigtig rolle i at rådgive og henvise til de rette tilbud.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

break-u-farvel-nikotin.png

Vapes, snus, e-cigaretter, nikotinposer, tyggetobak – det er nogle af navnene på de mange nye nikotinprodukter, som har vundet frem de seneste år.

Engang talte man om rygere og rygestop, men i dag giver det mere mening at tale om ”nikotinbrugere” og ”nikotinstop”. De borgere, som tropper op på apoteket for at købe nikotinsubstitution, er nemlig ikke nødvendigvis rygere men kan også være brugere af snus eller andre nikotinprodukter.

Særligt den unge målgruppe på 15-29 år har taget nikotinprodukterne til sig. Her bruger hver tredje mindst ét tobakseller nikotinprodukt, og hver tiende bruger flere.

Der er med andre ord en helt ny gruppe af nikotinafhængige, hvoraf en del gerne vil ud af deres afhængighed. Man ved dog, at den unge målgruppe i mindre grad rækker ud efter hjælp end den ældre målgruppe. Det fortæller Andrea Stadil Glahn, som er seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse.

”Vi ved, at mange unge ønsker at stoppe, men der kan være en barriere forbundet ved at bede om hjælp,” siger hun.

Derfor har man i 20 projektkommuner lavet særlige stopforløb målrettet unge. Det betyder, at apotekerne fremover kommer til at møde disse, når de henter stopmedicin.

andrea-stadil-glehn.png Andrea Stadil Glahn, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse.

Apoteker glad for at kunne henvise

Det mærker man allerede på Bjerringbro Apotek. For selv om det stadig primært er de ”traditionelle rygere”, der kommer og henter stopmedicin, er de unge så småt begyndt at møde op med en voucher i hånden for at hente gratis stopmedicin som et led i et kommunalt stopforløb.

Og det er ikke kun de unge selv, der kommer. Også forældre, der gerne vil hjælpe deres børn ud af deres nikotinforbrug, er begyndt at søge hjælp på apoteket.

”Vi har jævnligt forældre, som kommer, fordi de er bekymret for deres børns nikotinforbrug, og det kan være svært for dem at navigere i de forskellige nikotinprodukter, som de unge bruger. Her er det rart, at vi kan henvise til, at der findes forskellige stopforløb i kommunen, som er målrettet til de unge,” fortæller Lene Just Jørgensen, som er apoteker på Bjerringbro Apotek og Hammel Frijsenborg Apotek.

I Viborg Kommune, hvor Bjerringbro Apotek ligger, har man etableret ”sundhedssatellitter”, som er små afdelinger af sundhedscenteret, der er spredt ud i hele kommunen. Det gør det nemt for borgerne at komme i kontakt med et ryge- og nikotinstoptilbud, også i de mindre byer i kommunen.

lene-just-joergensen.png Lene Just Jørgensen, apoteker på Bjerringbro og Hammel Frijsenborg Apotek.

Stopvejledere med på møde Når man er i et stopforløb, hjælper stopvejlederne med at lave en plan for, hvordan man skal tage stopmedicinen. Alligevel er det rart, at man har kendskab til de unges måde at bruge nikotinprodukter på, når man møder dem eller deres  forældre på apoteket, fortæller Lene Just Jørgensen.

Derfor inviterede man i Viborg Kommune en af stopvejlederne til at komme forbi et samarbejdsudvalgsmøde. Her fik apotekerne indblik i de unges nikotinbrug og fik mulighed for at stille spørgsmål.

”Det var et fint initiativ, hvor vi blev klogere på de mange nye nikotinprodukter og de stopforløb, som vi kan henvise de unge til. Det var en god måde at etablere en forbindelse mellem os apotekere og kommunens stoprådgivere på,” siger Lene Just Jørgensen.

Kombinér medicin og rådgivning
Uanset typen af nikotinstop, er det vigtigste budskab, som apotekspersonalet kan viderebringe til borgere, det samme: vil man i gang med et ryge- eller nikotinstop er der størst succesrate, når man kombinerer nikotinstopmedicin med rådgivning.

Forskning viser, at det oftere lykkes at komme i mål med sit stop, hvis man kombinerer stopmedicin med rådgivning i form af for eksempel kommunale stopforløb,” siger Andrea Stadil Glahn.

Hjælp til nikotinstop
Apotekerne kan bakke op om borgerens nikotin- og rygestop ved at henvise til de forskellige stopinitiativer, som findes:

Stoplinien

Stoplinien.dk
Landsdækkende initiativ, som Sundhedsstyrelsen står bag. Stopliniens hjemmeside, er et godt sted at starte. Her kan man nemt finde det nærmeste kommunale stopforløb, og man kan finde nummeret til den gratis telefonrådgivning.

Her kan man blandt andet:

  • Finde et stopinitiativ i ens bopælskommune.
  • Beregne sit nikotinforbrug.
  • Deltage i onlinefora med andre borgere, som er i gang med et ryge-eller nikotinstop.
  • Få gratis rådgivning over telefon.
break-u-farvel-nikotin.png (1)

Break-up.dk
Site målrettet unge, som Stoplinien står bag. Her sammenlignes et ryge– eller nikotinstop med at slå op med en kæreste.

Her kan man blandt andet:

  • Læse om ”de fire stadier i et break-up” med nikotinen.
  • Få gode råd til eget stop og om, hvordan man bedst støtter en ven i et ryge- eller nikotinstop.
  • Beregne sit nikotinforbrug.
nikotinstop-(1).png

Appen Kvit
Ny ryge- og nikotinstopapp, som har taget over for de to tidligere apps e-kvit og Xhale. Appen er gratis og er udviklet af Kræftens Bekæmpelse. Indtaster man sit nikotinforbrug, kan man få daglige påmindelser og råd, som er med til at holde motivationen oppe. Nu er det også nemmere at indtaste flere forskellige nikotinprodukter, som især er relevant for den unge målgruppe.

Appen kan være et godt supplement til et kommunalt stopforløb, men det kan også være en hjælp til dem, som gerne vil klare det på egen hånd. Endelig kan den være et godt redskab til dem, som allerede er lykkedes med et stop, men som har brug for støtte til at holde fast i det.

I appen får man blandt andet:

  • Daglige beskeder med støtte og motivation, særligt i den første tid
  • Milepæle, der markerer fremskridt og holder én i gang
  • Viden om kroppens og sindets reaktioner
  • Råd og hjælp, når man møder modstand eller har en svær dag
  • Overblik over besparelser, så man kan se, hvor meget man har vundet – både økonomisk og helbredsmæssigt