Gå til indhold
Samarbejde

Udfasning af fysiske indlægssedler kan give apotekerne omfattende printopgave

Kommende EU-direktiv baner vej for udfasning af papirindlægssedler i medicinpakninger. Selv om de fleste borgere er positive, ønsker mange, ifølge en undersøgelse, stadig en papirversion. Det kan give apotekerne en gigantisk printopgave, hvorfor der skal findes en god løsning for overgangen, mener Apotekerforeningen

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

indlaegsseddel.jpg

De tynde papirindlægssedler, som er sirligt foldet og med små bogstaver fortæller om virkninger og bivirkninger ved medicinen, bliver måske fortid. En revision af EU-lægemiddellovgivningen er på vej, og her lægges der op til, at de enkelte lande selv kan bestemme, om de vil overgå til kun at have digitale indlægssedler.

Revisionen, der skal sikre, at patienter i hele EU har lige og hurtig adgang til sikre og prisvenlige lægemidler, vil især påvirke lægemiddelvirksomheder. Men den kan altså også få direkte betydning for borgerne, som måske skal vænne sig til at tilgå deres indlægssedler digitalt.

En stor printopgave
Forhandlingerne om direktivet er endnu ikke afsluttet, men det tyder på, at det bliver op til de enkelte EU-lande, om de helt eller delvist vil tillade, at papirindlægssedlerne afskaffes. Borgerne skal dog fortsat kunne få en indlægsseddel på papir, hvis de ønsker det.

Spørgsmålet er, hvem der skal stå for at levere papirudgaven, hvis den ikke længere findes i pakningen. Er det apoteket, som skal stå for at printe den i skranken på forespørgsel? I så fald kan det potentielt blive en omfangsrig opgave for apotekerne, mener sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening Birthe Søndergaard.

”I Danmark er vi langt fremme, når det kommer til at bruge digitale løsninger inden for sundhedssektoren, og elektroniske indlægssedler er en naturlig forlængelse af det. Men en overgang til udelukkende elektroniske indlægssedler kan betyde, at apoteket kommer til at stå med en stor printopgave, så de borgere, som fortsat ønsker en papirversion af indlægssedlen, kan få det. Det er derfor vigtigt, at vi finder en god løsning, som kan fungere både for borgerne og for apoteket,” siger hun.

Kunder vil forsat have papirversion
En sådan løsning kan der blive brug for, hvis man kigger på en undersøgelse, som blev gennemført i foråret 2024 af Københavns Universitet, Danmarks Apotekerforening og Lægemiddelindustriforeningen.

Her svarer fire ud af ti af apotekets kunder, at de altid eller nogle gange fortsat ønsker at få indlægssedlen i papirform, og to ud af tre af disse ønsker, at det er apotekspersonalet, som udleverer den til dem.

Det betyder i givet fald, at apotekerne i Danmark årligt ville skulle printe 20 mio. indlægssedler alene på receptmedicin. Det svarer til, at et apotek skal printe i gennemsnit 35.000 indlægssedler årligt, Det kræver ressourcer og tid, som apotekerne ikke har, lyder det fra Birthe Søndergaard.

”Hvis apotekerne ender med at skulle varetage den store printopgave, vil det være så omfattende, at det vil tage tid fra apotekernes sundhedsfaglige kerneopgaver,” siger hun.

Revision af EU-lægemiddellovgivningen på vej

Forslaget om digitalisering af indlægssedler er blot ét af punkterne i en større revision af EU-lægemiddellovgivningen som har til formål at:

  • sikre rettidig og lige adgang til sikre, effektive og prismæssigt overkommelige lægemidler til patienter i alle medlemsstater
  • øge forsyningssikkerheden for lægemidler
  • sikre et attraktivt, innovationsog konkurrencevenligt miljø for forskning, udvikling og fremstilling af lægemidler i EU
  • gøre lægemidler mere miljømæssigt bæredygtige • forebygge og bekæmpe antimikrobiel resistens (AMR).

Praksis kan være anderledes
Selvom undersøgelsen altså viser, at der stadig er en stor efterspørgsel på printede indlægssedler, er det dog svært at sige, om det også vil være sådan i praksis.

”Det er vigtigt at huske, at undersøgelsen er et udtryk for et øjebliksbillede. Kunderne har svaret på noget, som ikke er en realitet endnu, og det er derfor svært at vide, om det også vil forholde sig sådan den dag, der ikke længere er en indlægsseddel i pakningen,” siger Birthe Søndergaard og tilføjer, at der sandsynligvis vil være en tilvænningsperiode, hvor folk gradvist vil vænne sig til at bruge den elektroniske version.

Dertil kommer, at en udfasning af papirindlægssedlerne formentlig vil ske over en længere periode og ikke på én gang.

Undersøgelsen viser også, at 64 procent af kunderne synes, at det er en meget god eller en god idé at erstatte papirindlægssedler med en elektronisk udgave, og 55 procent svarede, at de ikke behøver indlægssedler i papirform.

Bekymringer
Selvom kunderne således overvejende er positivt stemt over for de elektroniske indlægssedler, er der stadig en række bekymringer, når det kommer til patient- og datasikkerheden, som vi må forholde os til, lyder det fra Birthe Søndergaard.

For det første kan en afskaffelse af papirversionen gøre, at borgerne i mindre grad forholder sig til medicinens virkninger og bivirkninger, fordi de ikke konfronteres med en fysisk indlægsseddel, fortæller hun.

For det andet kan der være udfordringer, når det kommer til datasikkerheden. Det er en bekymring, som deles af apotekernes europæiske organisation PGEU. I deres positionspapir opfordrer de EU til at sikre, at digitalisering ikke sker på bekostning af valgfrihed og datasikkerhed, og organisationen mener, at den trykte indlægsseddel bør bevares som en grundlæggende rettighed.

Også fordele
Der er dog også flere fordele ved en eventuel afskaffelse af papirindlægssedlerne. Hvis man sparer på blæk og papir, vil der være en miljømæssig besparelse. Den gevinst afhænger dog af, hvor mange borgere, der stadig ønsker en indlægsseddel, som så alligevel skal printes.

Dernæst vil man sandsynligvis også kunne afskaffe yderemballagen på medicinpakningen, og det vil gøre det nemmere at placere doseringsetiketten på pakningen, hvilket kan være fordelagtigt i forbindelse med nye automatiserings- og robotløsninger, fortæller Birthe Søndergaard. Desuden er det nemmere at opdatere de elektroniske indlægssedler løbende, hvilket kan gavne patientsikkerheden.

”Overordnet set er vi positive overfor, at man i fremtiden bevæger sig over til i højere grad at bruge elektroniske indlægssedler, da der er en række fordele ved det. Men det handler om at finde en god implementeringsmodel, som også kan fungere ude på apotekerne,” siger Birthe Søndergaard

Det siger EU-forslaget om elektroniske indlægssedler

  • Forslaget lægger op til, at medlemslandene i EU selv kan bestemme, om indlægssedler for bestemte eller alle lægemidler kun skal foreligge elektronisk. Borgeren skal dog stadig have ret til en gratis papirversion, hvis dette ønskes.
  • Indehaveren af markedsføringstilladelsen skal stå for den elektroniske indlægsseddel og sørge for, at en printvenlig version er let tilgængelig.
  • Det fremgår ikke af forslaget, af hvem og hvordan opgaven med print skal løses, men mange peger på apoteket.