Gå til indhold
Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø på apotekerne i bedring, men indsatser stadig nødvendige

Arbejdsmiljøet på landets apoteker er blevet bedre siden seneste målinger, viser ny trivselsundersøgelse blandt alle medarbejdergrupper på apotekerne. Især ledelsen vurderes mere positivt. Samtidig peger undersøgelsen på, at der fortsat er behov for fælles indsatser.

TRINE GANER

Christina Thomsen Tv. Og Inger Jensen DSCF2243 1600Px FREMGANG. Særligt ledelsen på apotekerne vurderes i den nye undersøgelse mere positivt sammenlignet med tidligere undersøgelser. ARKIVFOTO

Det går den rigtige vej med trivslen på landets apoteker. En undersøgelse gennemført af Farmakonomforeningen, Pharmadanmark og Apotekerforeningen viser generel fremgang i trivslen blandt de ansatte i sektoren sammenlignet med undersøgelser fra 2022 og 2023.

Som noget nyt er farmakonomelever og ikke-apoteksfaglærte også spurgt denne gang, og undersøgelsen giver dermed et bredere billede af arbejdsmiljøet på apotekerne end de tidligere undersøgelser. Et billede, der viser forbedringer på flere områder, særligt i vurderingen af ledelsesniveauet på apotekerne, og især når man ser på farmakonomernes vurdering.

Det glæder formand for Apotekerforeningen Jesper Gulev Larsen, fordi det tyder på, at de kompetenceudviklingstiltag og coachingtilbud, der er igangsat i de sidste par år, har haft en effekt.

”Det glæder mig at se, at indsatsen har båret frugt. Det er positivt, at så mange ledere i sektoren, både apotekere, souschefer og mere uformelle ledere, har gjort brug af tilbuddene lige fra souschefuddannelsen over generationsledelse til feedbackkurset. Det er positivt, at sektoren har bakket op om indsatsen for at forbedre trivslen på dette område,” siger Jesper Gulev Larsen.

Færre skemaændringer

Også i forhold til arbejdstilrettelæggelsen er der sket fremskridt. Særligt farmakonomerne oplever færre skemaændringer, hvilket bidrager til en mere stabil og forudsigelig arbejdsdag. Udviklingen sker dog fra et lavt udgangspunkt, og der er behov for at fastholde den positive tendens i de kommende år, understreger Jesper Gulev Larsen.

”Selv om der er tale om en positiv udvikling på afgørende områder, er det oplagt, at vi skal fortsætte med disse indsatser. Vi skal til stadighed arbejde med ledelse og arbejdstilrettelæggelse, da det er afgørende brikker i trivslen i sektoren,” siger han.

Og i det hele taget er arbejdet langt fra færdigt. Undersøgelsen peger nemlig også på en række områder, der kræver fokus i den kommende tid, hvis arbejdsmiljøet skal forbedres yderligere.

Blandt andet oplever farmakonomeleverne et højere stressniveau end deres kolleger, og halvdelen af farmakonomerne føler ikke, at deres forslag bliver behandlet seriøst af ledelsen.

Derudover er der stor utilfredshed med efteruddannelsesmuligheder og kompetenceudvikling – især blandt farmaceuterne.

DSCF3242.Pernille Jensen Og Søren H Madsen Farmakononelevjpg 1600Px FORBEDRINGSMULIGHEDER. Undersøgelsen peger på, at selv om arbejdsmiljøet på apotekerne er i bedring, er der stadig behov for indsatser. ARKIVFOTO

Kundernes adfærd påvirker arbejdsmiljøet

Endelig påvirker kundernes sprogbrug og adfærd i skranken medarbejderne. Mange oplever stadig chikane og grim tale fra kunder. Et problem, som Apotekerforeningen har søgt at imødegå med en ”tal pænt”-kampagne, der blev godt modtaget på apotekerne. Måske er der, ifølge formanden, behov for igen at sætte fokus på problemet.

”Vi skal hver dag passe på vores medarbejdere, og vi skal ikke acceptere dårlig opførsel eller sprogbrug fra kunder. Vi vil derfor overveje, om kampagnen skal gentages, eller om der skal søsættes et tilsvarende initiativ,” siger Jesper Gulev Larsen.

Næste skridt

De tre sekretariater bag undersøgelsen vil nu arbejde videre med resultaterne. Der skal dykkes ned i tallene, og der kan blive tale om nye analyser, hvor svar krydses for at afdække sammenhænge og mulige indsatsområder

Om undersøgelsen

Gennemført før sommerferien 2025

  • Farmakonomforeningen, Pharmadanmark og Apotekerforeningen har gennemført undersøgelsen i fællesskab
  • Fokusområder er ledelse, arbejdstilrettelæggelse, medarbejderinddragelse og kundeadfærd
  • Inkluderer farmakonomer, farmakonomelever, farmaceuter og ikke-apoteksfaglærte
  • Undersøgelsen følger op på VIVE-rapporten, gennemført blandt farmakonomer i 2022, og Wilkerapporten, gennemført blandt farmaceuter i 2023