Rekordmange dosiskunder har fået pakkeapoteker til at hidkalde arkitekter og entreprenører for at udvide pakkerierne. Farmaci har talt med Glostrup pakkeapotek og Holstebro pakkeapotek, som begge har haft travlt med en omfattende ombygning.
Som apoteker skal man bære mange hatte – og i den seneste tid har byggehjelmen været én af dem for Kristian Østergaard Nielsen, som er apoteker på Glostrup Apotek og samtidig driver et af landets i alt 6 pakkeapoteker.
For at følge med i den store stigning i antallet af dosiskunder har han det seneste års tid været i fuld gang med at udvide produktionen. Det betyder, at hans pakkeapotek er flyttet til nye og større lokaler på Avedøre Holme, hvor den helt store ombygning har fundet sted. En ombygning der er lavet i samarbejde med hans apotekskæde.
På nær væggene er hele pakkeapoteket blevet bygget op fra bunden, så det lever op til kravene for en effektiv og moderne dosisproduktion med styr på alt fra effektivitet til hygiejne, ventilation, kvalitet og sikkerhed.
”Med udvidelsen af pakkeapoteket har vi sikret, at vi fortsat kan følge med i den stigende efterspørgsel på dosisdispenseret medicin. Tidligere har kommunerne rejst bekymring i forhold til, hvorvidt vi har kunnet imødekomme den stigende efterspørgsel, men den del er der nu helt styr på, og det er vi glade for,” siger Kristian Østergaard Nielsen.
Flere og flere kommuner har nemlig fået øjnene op for dosispakket medicin, og det betyder, at antallet af dosiskunder pr. 1 september lå på 64.417, hvilket er rekordhøjt. Sidst man slog rekord var tilbage i 2012, hvorefter der kom et fald.
For at følge med efterspørgslen er man på Glostrup Pakkeapotek gået fra 5 til 8 pakkemaskiner med mulighed for at udvide med op til i alt 12 maskiner.
”Jeg forventer, at efterspørgslen fortsat vil stige, og derfor er de nye lokaler også fremtidssikret, så vi allerede nu har mulighed for at øge produktionen, når det bliver nødvendigt, ” lyder det fra Kristian Østergaard Nielsen.
En krævende proces
Selvom han er tilfreds med sin beslutning om at udvide produktionen, så kommer man ikke uden om, at det også har været en ressourcekrævende proces.
”Det har været et omfattende projekt med mange faser, så da Lægemiddelstyrelsen for nylig var forbi for at godkende det nye pakkeri, var det lidt af en milepæl, ” siger Kristian Østergaard Nielsen, som heldigvis har kunnet trække på erfaringer fra tidligere ombygningsprojekter i forbindelse med Glostrup Apoteks magistrelle produktion, og har haft nogle gode nøglemedarbejdere, som har været med til at drive processen.
For at sikre at borgerne fortsat kan få deres dosispakkede medicin, er det planen, at overflytningen til det nye pakkeri skal forløbe over en måneds tid, hvor produktionen langsomt bliver sluset over til det nye pakkeapotek.
Holstebro Pakkeapotek udvider også
I Holstebro har apoteker Birgitte Nørskov Pedersen også haft travlt med at udvide sit pakkeapotek. Udvidelsen er sket løbende, og lige nu er hun i gang med at lave en tilbygning, som gør, at hun på sigt kan gå fra 6 til 8 pakkemaskiner. Hun har desuden investeret i nye og bedre pakkemaskiner, som har en større kapacitet.
”Det har været noget af en rejse. Vores produktion er mere end fordoblet på de seneste tre år, og jeg vil tro, at vores bemanding i pakkeapoteket er steget med omkring 25 %,” siger Birgitte Nørskov Pedersen og tilføjer, at det til tider har været svært at følge med.
”Når vi satte produktionen op, oplevede vi, at den næsten blev slugt, inden den var sat i drift, fordi efterspørgslen på dosispakket medicin er steget så hurtigt,” siger hun. Derfor har hun heller ikke været i tvivl om, at udvidelsen af pakkeapoteket var den rigtige løsning.
”Jeg har ikke været så bange for at investere, for jeg kan se, at det er et område, som er i fremgang, og det gør en kæmpe forskel, at man har de rigtige pakkemaskiner, som giver et bedre arbejdsflow,” siger hun.
Udleveringsapoteker skal også følge med
Den stigende efterspørgsel på dosispakket medicin kan ikke kun kunne mærkes på pakkeapotekerne, men også på alle udleveringsapotekerne, som skal løbe lidt stærkere for at kunne følge med. Det mærker de også på Birgitte Nørskov Pedersens apoteker.
”Der har da været travlt; især i forbindelse med sommerferien, hvor personalet holder ferie på skift. Men i det store hele får vi det til at fungere,” siger hun.
På Glostrup Apotek er Kristian Østergaard Nielsen også opmærksom på, at personalet bliver klædt godt på til opgaven. Der er etableret faste arbejdsgange omkring dosis, og så er der 4-5 medarbejdere, som er specialister på området, mens flere af de andre medarbejdere også skal oplæres til at håndtere opgaven.
Skulle Kristian Østergaard Nielsen ønske sig noget, var det, at der var flere muligheder for at substituere medicin, som er i restordre, for eksempel på tværs af styrker, uden lægens indblanding.
”Det er ofte her, vi som apotek ender med at bruge mange ressourcer, så det ville være oplagt at kigge på,” siger han. Til gengæld er han positivt stemt, når det kommer til samarbejdet med læger og kommuner.
”Jeg synes, vi har fået etableret en rigtig god dialog med både læger og kommuner i forhold til håndteringen af dosismedicin. Det er helt afgørende for, at det kan lykkes,” siger Kristian Østergaard Nielsen.