”Vi er en familie, og vi har en forpligtelse til at spille hinanden gode!”. Sådan beskrev sygehusapoteker Anita Heidi Duedahl vigtigheden af et godt samarbejde mellem sygehusapotekerne og privatapotekerne, da de mødtes til workshop i Region Syddanmark.
Workshoppen var én af de i alt fem af slagsen, som afholdes i løbet af efteråret for at styrke samarbejdet mellem sygehusapoteker og privatapoteker i forbindelse med den nye sundhedsreform.
Det er Sygehusapotekernes Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen og Apotekerforeningen, som i fællesskab har taget initiativ til de fem workshops.
Med sundhedsreformen bliver grænserne mellem primær- og sekundærsektoren mindre tydelige. Mere behandling skal foregå uden for sygehusene, og regionerne overtager ansvaret for flere opgaver. Det åbner op for et stærkere samarbejde mellem sygehusapoteker og privatapoteker, og derfor er det vigtigt at etablere et fælles afsæt.
”Formålet med de regionale workshops er at lære hinanden at kende og få et gensidigt indblik i kompetencer, arbejdsopgaver og faglig organisering, så vi har et godt udgangspunkt for at finde frem til mulige samarbejder, ” fortæller direktør på Regionsapoteket Midtjylland, Susie Vand, som deltog på workshoppen i Midtjylland.
Et af de emner, som har stået øverst på dagsordenen på de fire workshops, som allerede er afholdt, er, hvorvidt privatapotekerne kan understøtte udleveringen af vederlagsfri medicin. I flere af regionerne var der bred enighed om, at det er et emne, der skal arbejdes videre med.
Der blev også plads til at drøfte alt fra håndtering af medicinrester til mentalisering og compliancesamtaler. Herunder, hvordan sygehusapotekerne kan være med til at gøre borgerne opmærksomme på tilbuddet om compliancesamtaler.
En øjenåbner
Møderne var en øjenåbner for både privatapotekerne og sygehusapotekerne, fortæller Tina Jobling, som er kredskonsulent i Apotekerforeningen i Region Nordjylland og Region Midtjylland.
”Jeg tror, begge parter fik en aha-oplevelse, fordi de fik øjnene op for, hvordan opgaverne hos den anden part har udviklet sig. Sygehusapotekerne fik øje på apotekernes store arbejde med mentalisering, medicin- og compliancesamtaler, mens apotekerne så, hvordan sygehusapotekerne også retter fokus udad med for eksempel undervisning i kommunerne. Der var gensidig nysgerrighed og nogle gode drøftelser, som skabte grobund for videre samarbejde, ” siger hun.
På workshoppen i Nordjylland lærte privatapotekerne også, hvordan sygehusapotekerne arbejder med IV-vejledninger, mens privatapotekerne fortalte om deres arbejde med dosismedicint område som sygehusapotekerne gerne ville lære mere om, fordi de, via lægerne på sygehusene, også er i berøring med dosismedicin, når patienterne skal udskrives.