En ny undersøgelse viser, at danskerne er tilfredse med apotekerne og ønsker, at ekspedition og rådgivning fortsat varetages af uddannet personale.
Danskerne er generelt meget tilfredse med deres apotek. Det viser den årlige borgerholdningsanalyse, som MEGAFON har lavet for Apotekerforeningen. Hele 90 procent af de adspurgte svarer, at de er tilfredse med apotekerne. Et niveau, der ligger på linje med tilsvarende måling sidste år. 37 procent er meget tilfredse, mens kun 2 procent er utilfredse. Samtidig har 96 procent tillid til, at det er sikkert og trygt at få medicin udleveret på apoteket.
Når det kommer til ekspedition og rådgivning, viser undersøgelsen, at borgerne ønsker at blive mødt af faguddannet personale. 84 procent mener, at det er vigtigt, at det er en farmaceut eller farmakonom, der ekspederer og rådgiver på apoteket. Kun 12 procent er uenige, og det er en holdning, som har været stabil gennem flere år.
Borgerne ser fortsat apoteket som en del af sundhedssektoren. 53 procent opfatter apotekerne primært som en del af sundhedssektoren, mens 17 procent ser dem som detailhandel. 27 procent mener, at apotekerne er begge dele. Det viser, at apotekernes sundhedsfaglige rolle er solidt forankret i borgernes bevidsthed.
81 procent er overordnet set tilfredse med den rådgivning, de får på apoteket, og kun 1 procent melder, at de er utilfredse. Og så oplever hele 74 procent, at personalet lytter og forstår deres behov.
Det går endnu engang fremad med både kendskab til og brug af apotekets app. 21 procent af de adspurgte svarer således, at de bruger appen ’apoteket’, og for tredje år i træk stiger kendskabet til den, så 27 procent nu kender den. Det er især de 30-69-årige, der bruger den.