Spørgsmålene stod i kø, da Maja Kristiansen Kjærholm underviste en 4. klasse til Skole-Medicin-Temadagen
Medicinbingo, hænder i isvand og forklaringer på, hvorfor smertestillende både kan hjælpe mod ondt i hovedet og ondt i tåen. Det var noget af det, der var på programmet, da Maja Kristiansen Kjærholm for nyligt underviste en 4. klasse i forbindelse med Skole-Medicin-Temadagen.
Underviserrollen er ikke ny for Maja Kristiansen Kjærholm, som er farmaceut på Gorms Apotek i Vejle. Hun har både undervist sygeplejersker og plejepersonale, men det var første gang, hun skulle undervise en 4-klasse til skole-medicin- temadagen. Derfor var hun en smule spændt – for hvordan fanger man lige opmærksomheden hos en flok 10-årige, når der står ”medicin” på skoleskemaet? Det viste sig at gå over al forventning.
”Det var en utrolig god oplevelse. Børnene bed på temaet med det samme, og de havde simpelthen så mange gode spørgsmål og så meget på hjerte, som de gerne ville dele. Det blev en dag fyldt med gode dialoger, undren, masser af læring og sjove øvelser,” fortæller Maja Kristiansen Kjærholm, som allerede nu glæder sig til at skulle afsted som underviser til flere Skole- Medicin-Temadage.
Med afsæt i det undervisningsmateriale, som er udviklet i et samarbejde mellem farmaceuter fra Københavns Universitet og skolelærere, følte hun sig godt klædt på til opgaven.
”Til at starte med spurgte jeg børnene, hvad de tænkte, når de hørte ordet medicin. Det resulterede i en lang dialog, hvor børnene bød ind med deres tanker og erfaringer med medicin, hvem de kendte, der tog medicin, og hvorfor det var vigtigt. Men også, at man aldrig må tage andres medicin,” fortæller Maja Kristiansen Kjærholm.
ILLUSTRATION: MAI-BRITT AMSLER.
Spørgsmålene stod i kø
Elevernes store engagement gav sig blandt andet til udtryk i en haglbyge af spørgsmål, som:
Snakken faldt også på ADHD-medicin, da flere elever bød ind og fortalte, at de fik medicinen. Det skabte nysgerrighed hos klassekammeraterne, som ville vide, hvad der egentlig skete, hvis de, som ikke havde ADHD, tog medicinen. Eleverne talte også om apotekernes rolle i at sikre sikker medicin.
”Medicin fra Temu skal man holde sig fra,” lød det fra en elev, som havde hørt, at det kunne være farligt, fordi man ikke ved, hvad medicinen indeholder.
Smertestillende med omtanke
Der blev også anledning til at tale om, at smertestillende skal bruges med omtanke, og at vand, frisk luft eller musik kan være bedre mod hovedpine.
Eleverne prøvede også, hvordan distraktion kan lindre smerte: først med hænderne i isvand uden afledning, derefter med en video på telefonen, hvor smerterne føltes mindre.
Dagen sluttede med medicinbingo og præmier.
”Det var virkelig en vellykket dag og så fedt at mærke, at eleverne bare var på fra start, og så tror jeg bestemt også, at de gik klogere derfra,” siger Maja Kristiansen Kjærholm, der glæder sig til at undervise igen.
”Som farmaceut er det en virkelig spændende opgave, fordi man får sådan en umiddelbar respons fra eleverne, og man kan mærke, at man er med til at gøre en forskel. Det giver virkelig god mening,” lyder det fra Maja Kristiansen Kjærholm.