Apotekerne skal varetage flere opgaver og dermed aflaste andre dele af sundhedsvæsnet. Det var konklusionen i den arbejdsgruppe, som blev nedsat under Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilbage i 2022. Nu tilbyder apotekerne to offentligt finansierede sundhedsydelser i forsøgsordninger.
I 2026 afprøves to nye tilbud fra apotekerne. Den ene er Apotekets Hotline, der er en central telefonrådgivning hvor sundheds- og plejepersonale, samt pårørende, som har ansvar for medicin, kan få telefonisk rådgivning om lægemiddelbehandling fra apotekspersonale.
Det andet tilbud, der hedder Medicingennemgang i lægedækningstruede områder, åbner op for, at apoteker i samarbejde med de praktiserende læger kan tilbyde medicingennemgange til borgere i lægedækningstruede områder.
De to forsøgsordninger er et af resultaterne fra den arbejdsgruppe, som blev nedsat tilbage i maj 2022 under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor Apotekerforeningen også deltog. Her undersøgte man, hvordan apotekerne kan varetage flere opgaver og dermed aflaste andre dele af sundhedsvæsnet. Man fandt frem til 18 konkrete anbefalinger, herunder ”mere vejledning om lægemiddelhåndtering” og ”undgå overmedicinering”. Det er netop disse to temaer, som de to forsøgsordninger tager afsæt i.
”Vi glæder os til, at apotekerne gennem de to nye opgaver kan udnytte deres kompetencer og støtte op om borgernes sundhed samtidig med, at de aflaster andre dele af sundhedssektoren,” siger Birthe Søndergaard, som er sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening. Der bliver indsamlet data fra begge indsatser, som bliver fulgt med henblik på erfaringsindsamling til brug for eventuel videreførelse og udbredelse. For ydelsen med medicingennemgange vil der blive indsamlet viden om konkrete samarbejdsmodeller for at blive klogere på, hvordan samarbejdet mellem apotek og læge bedst organiseres.
Kort om Apotekets Hotline
Den nye centrale telefoniske hotline er målrettet personale, der håndterer borgernes medicin, og pårørende. Hotlinen giver hurtig og kvalificeret rådgivning om generelle spørgsmål om medicin og medicinhåndtering til pårørende og plejepersonale på for eksempel plejehjem, hjemmepleje og bosteder. Spørgsmål vedrørende medicinrådgivning til konkrete patienter og borgere, samt forespørgsel om fx recepter, bestillinger og leveringer skal stadig rettes til det lokale apotek.
Spørgsmålene til den centrale hotline kan for eksempel handle om, hvorvidt tabletterne kan knuses, hvordan medicinen opbevares, om den interagerer med anden medicin, eller om der er mulige bivirkninger.
Åbningstiderne for telefonrådgivningen kommer til at være dag, aften, weekend og lukkedage. Telefonrådgivningen varetages centralt og tilgås via ét telefonnummer. Som udgangspunkt skal den varetages af tre apoteker, som sørger for at bemande telefonen i hele åbningstiden.
I løbet af 2026 indsamler man data for at se, hvordan ordningen fungerer. Her kommer man blandt andet til at kortlægge, hvem der kontakter hotlinen, hvilke typer henvendelser, man får, om der er brug for at henvise til andre, og hvilke forbedringsmuligheder der er i ydelsen.
Kort om medicingennemgang i lægedækningstruede områder
Med det nye tilbud kan farmaceuter på apoteker tilbyde læger i lægedækningstruede områder medicingennemgange til borgere, der kan have gavn af det. Formålet er blandt andet at imødegå problemer med overmedicinering og sikre, at borgerne kun får den medicin, de har brug for. Medicingennemgang er allerede en sundhedsydelse fra apoteket gennemført af farmaceuter, så det nye er, at det kan tilbydes i lægedækningstruede områder, og at apotekerne i 2026 modtager et honorar for ydelsen, som er aftalt i bruttoavanceaftalen 2025-26.
Ydelsen skal foregå i et samarbejde mellem de lokale læger og apotekerne, da medicingennemgangen skal følges op af lægen, der tager stilling til apotekets anbefalinger og eventuelt iværksætter handling. Ydelsen skal initieres af lægen eller af apoteket efter aftale med lægen, og Apotekerforeningen opfordrer til at række ud til de lokale læger i lægedækningstruede områder med henblik på opstart af samarbejde.
Målgrupper for medicingennemgangen defineres af læge og apotek i fællesskab med udgangspunkt i hvilket behov lægen ser for ydelsen. Det kunne for eksempel være alle borgere over 70 år, borgere, som tager en bestemt type medicin, og i forbindelse med lægens årskontrol eller borgerens indflytning på plejehjem. Hvordan samarbejdet og kommunikationen med borgeren skal foregå aftales lokalt.