En sammenlægning af Hovedstadens og Sjællands kredse er oplagt i lyset af sundhedsreformen og behovet for et stærkere regionalt samarbejde op imod de nye sundhedsråd. Nogle medlemmer er dog bekymrede for, at en ny storkreds kan skabe skævhed og gøre det sværere at blive hørt.
Med sundhedsreformen på vej, og regionerne som helt centrale aktører i det nære sundhedsvæsen, bliver apotekernes samarbejde med regionerne vigtigere end nogensinde. Og det er da også baggrunden for, at Apotekerforeningens bestyrelse med opbakning fra de to involverede kredsbestyrelser foreslår, at Hovedstadens og Sjællands kreds lægges sammen, så den matcher den nye region Østdanmark.
Forslaget, der bringes til afstemning ved generalforsamlingen, vil, ifølge Apotekerforeningens næstformand og kredsformand i Region Sjællands kreds, Mads Haaning, skabe en tydeligere og mere effektiv ramme for samarbejdet.
”Der er ikke nogen anden logisk organisering end at spejle regionerne, som vi ved bliver afgørende for det nære sundhedsvæsen og dermed for apotekernes fremtid. Apotekerne skal have indflydelse, også i de nye sundhedsråd, og det kræver, at vores egen forening lokalt matcher de nye strukturer i sundhedsvæsenet,” siger han om baggrunden for forslaget.
Langt til København
Men selv om argumentet giver mening for de fleste, vækker udsigten til en ny storkreds, der i givet fald kommer til at omfatte næsten halvdelen af landets apoteker, bekymring blandt nogle medlemmer i de andre kredse.
Blandt de bekymrede er Ulrik Hostrup Larsen, der har Ulve Apoteket - Kolding Sønderbro Apotek, Munkebo Apotek samt Haderslev Løve Apotek. Han frygter, at den store kreds vil give en demokratisk skævvridning af foreningen. Og som medlem af bestyrelsen i Syddanmarks kreds har han flere gange oplevet, at der er langt til København, og at det kan være lidt sværere at blive hørt.
”Hvis jeg skal tage sølvpapirshatten på, så er jeg nervøs for, at magten nu bliver centreret. Den store kreds er tæt på både Apotekerforeningens bestyrelse og sekretariatet i København og har naturligt lettere adgang til det. Det betyder, at de får mere at skulle have sagt end os andre, og at alle input og påvirkninger fra den store kreds kommer til at veje tungere - og dermed i uforholdsmæssig høj grad vil påvirke foreningens strategi og holdninger,” siger Ulrik Hostrup Larsen.
Mads Haaning, næstformand i Apotekerforeningen og formand for Sjællands kreds
Skal gabe over store forskelle
Han er også lidt bekymret for, om den nye sammenlagte kreds kan gabe over de store forskelle mellem apotekerne, så de beslutninger, der tages, ikke bliver repræsentative for alle kredsens medlemmer.
”En lille apoteker kan blive en meget lille stemme i sin egen kreds. Der kan være nogen, som opgiver at dukke op i kredssammenhænge, fordi de ikke synes, at de problemer og synspunkter, der kommer frem, repræsenterer dem,” påpeger han.
Trods disse betænkeligheder vil han dog stemme ja til sammenlægningen. ”Det er det mest naturlige, at vi følger de nye regionsgrænser. Jeg kan godt huske tiden før med de gamle kredse. Det var et organisatorisk helvede, når vi skulle mødes med regionerne. Det gav ingen mening. Så det bliver et ja herfra.”
Ja med lidt bekymring
Det samme siger formand for Nordjyllands kreds Christina Weidemann Pedersen, der har apotekerne i Aabybro, Løkken, Pandrup og Brovst og er formand for Nordjyllands kreds. Også hun siger også ja med fornuften, men med en vis bekymring lurende i baghovedet:
”Min største bekymring er, at nogen i den store kreds kan føle, at de så at sige står tilbage på perronen, når toget kører. Det er vigtigt at få alle med i forhold til mange ting, der kommer til at foregå i forhold til samarbejdet med de nye sundhedsråd og hele sundhedsområdet. Det er fint, at man kan tage hurtige beslutninger og rykke hurtigt. Men man skal altså sørge for at have alle med,” siger hun og frygter, at det fra København kan være svært at se de problemer, man eksempelvis har på Lolland.
Kredsformanden fra Nordjylland medgiver dog også, at det kan blive en stor trækkraft, hvis de to kredse bliver slået sammen.
”Det er det eneste rigtige at gøre. Men man skal altså sikre sig, at alle medlemmer bliver hørt, og det kan blive en ny øvelse for bestyrelsen i den nye storkreds.”
Christina Weidemann Pedersen der har apotekerne i Aabybro, Løkken, Pandrup og Brovst
Er opmærksom på potentielle problemer
I Apotekerforeningens bestyrelse lytter man til de bekymringer, der følger i kølvandet på forslaget om at slå de to kredse sammen. Og Mads Haaning kan godt se, at der potentielt er risiko for mindre sammenhængskraft i den nye store region, at kredsen kan få uforholdsmæssigt mere magt, og at de mindre kredse kan blive glemt i hverdagen.
”Det er godt at få disse bekymringer frem i lyset og få det talt igennem. Jeg medgiver, at det bliver en meget stor kreds, og vi skal være yderst opmærksomme på, at kredsen skal lytte til alle og favne alle. Det er også vigtigt, at alle kredse får lige meget plads og opmærksomhed,” siger han.
En af måderne er ifølge Mads Haaning at være meget bevidst om, hvilke emner man drøfter i kredsene.
”Netop fordi den nye kreds bliver så stor, så skal man i kredsbestyrelsen være ekstra opmærksom på, hvad det er for emner, man diskuterer, når man er samlet. Hvis det på nogen måde har karakter af noget medlemspolitisk for hele landet, så skal det drøftes et andet sted. I den nye kreds skal vi koncentrere os om
det, der er relevant for lige præcis kredsens område – og ikke andet.”
Er tryg ved sammenlægningen
Mads Haaning opfordrer også til, at man skal se sagen fra regionens side og mener, det vil give problemer, hvis én region skal samarbejde med to forskellige apotekerkredse.
”Vi skal desuden være opmærksomme på, hvad det er for et mandat, man har, når man taler på kredsens vegne. Det er vigtigt, at man kan tale for alle apoteker, der er i den pågældende region – også selvom den er meget stor.,” siger Mads Haaning og peger på, at i det daglige arbejde vil samarbejdet foregå i mindre grupper op mod de seks sundhedsråd.
”Derfor vil meget af det praktiske arbejde også komme til at foregå mere lokalt. Så vi er i bestyrelsen ret trygge ved, at vi ikke får skabt en kreds, der påvirker vores medlemspolitiske debatter, da vi kommer til at repræsentere meget forskellige apoteker i den nye kreds.”
Han håber derfor, ligesom den øvrige bestyrelse, at der vil være 2/3 flertal for forslaget om at lægge de to regioner sammen, når forslaget kommer til afstemning ved Apotekerforeningens generalforsamling den 18. maj.
Ulrik Hostrup Larsen apoteker på Ulve Apoteket - Kolding Sønderbro
Apotek, Munkebo Apotek samt Haderslev Løve Apotek