Per Larsen
- Sundhedsordfører for Konservative
- Har siddet i Folketinget siden 2019
- Valgkreds: Nordjyllands Storkreds
- Oprindelig profession: Agrarøkonom; senere produktchef i landbrugs- og fo-derstofbranchen
Per Larsen opfatter apotekerne som en vigtig del af det nære sundhedsvæsen og ser potentialer i at styrke apotekets rolle, for eksempel når det gælder vaccinationer, håndtering af mindre sygdomme og generisk ordination. Han ser fordele ved det personlige farmaceutejerskab og den tryghed og tilgængelighed, fysiske apoteker giver, ikke mindst i landdistrikterne.
Hvilken rolle ser du, at apotekerne kan spille i fremtidens nære sundhedsvæsen?
Apotekerne er decentralt placeret og har derfor gode muligheder for at løse opgaver, som ikke kan løses lige så hensigtsmæssigt andre steder. Hvis vi skal have mange borgere til at benytte et tilbud som for eksempel vaccination, er det helt afgørende, at det er lokalt forankret.
Har du konkrete forslag til nye opgaver, som apotekerne kan løse?
Udover at håndtere medicin til borgerne, synes jeg, at vaccinationer og lignende op-gaver i et vist omfang kan lægges ud til apotekerne. Vi har sikret, at der kommer flere praktiserende læger, og det er rigtig godt, fordi det er vigtigt, at folk kender deres læge. Der kan være opgaver, vi med fordel kan ligge andre steder, så vi stadig letter presset for familielægerne - det kunne fx gælde vaccinationer. Her kan apotekerne spille en vigtig rolle.
Kunne du se potentialet i en model a la Pharmacy First, hvor apoteker håndterer mindre sygdomme som første kontakt?
Ja, det handler jo i sidste ende om at skabe det mest optimale samarbejde mellem de praktiserende læger og for dem, som arbejder på apoteket. Her kan sagtens være situationer, hvor apoteket er det mest hensigtsmæssige sted at starte.
Hvad tænker du om at indføre kvikrecepter eller generisk ordination, hvor lægen ordinerer et aktivt stof, og apoteket udvælger præparatet?
Generisk ordination er helt oplagt. Det er jo det aktive stof, der bestemmer virkningen, og hvis apoteket kan udlevere det præparat, der passer bedst i forhold til pakningsstørrelse eller tilgængelighed, er det en hensigtsmæssig løsning. Forsyningssikkerheden kan være udfordret, og derfor er det vigtigt at have den fleksibilitet. Det er jo uhensigtsmæssigt, hvis man kommer på apoteket, og varen ikke er på hylden. Hvis den her model kan afhjælpe de problemer, så synes jeg, det er oplagt, at apotekerne får den mulighed.
Som udgangspunkt synes jeg, det er godt og trygt, at det er en apoteker, der driver sin egen butik og tager ansvar for driften.
Bør apoteker fortsat være personligt ejet af en farmaceut?
Som udgangspunkt synes jeg, det er godt og trygt, at det er en apoteker, der driver sin egen butik og tager ansvar for driften. Jeg har det nok sådan, at vi helst ikke skal brede det ud til kapitalfonde og lignende, medmindre man kan dokumentere, at det vil være til gavn for patienterne.
Som det også gælder for de praktiserende læger, giver det tryghed, at der er én ejer, som har hånden på kogepladen i forhold til driften af klinikken. Jeg synes, at apotekssektoren fungerer super fint, som den er. Hvis man laver store koncerner med mange apoteker, kunne det måske gå ud over åbningstider eller serviceniveau, hvis man forsøger at nedbringe omkostningerne.
Ser du for dig, at onlineløsninger kan erstatte fysiske apoteker, især i landdistrikter?
Som udgangspunkt synes jeg, det er vigtigt, at man kan gå ind på et apotek, få sin receptpligtige medicin, eller købe håndkøbsmedicin, og få rådgivning af en fagperson. Det fungerer virkelig godt. Nethandel fylder mere, især hos unge, og der vil sikkert komme en udvikling i den retning. Men det er stadig betryggende, at der står en uddannet fagperson, når du kommer ind på apoteket.
Hvilke konsekvenser kunne det få, tror du, hvis der bliver færre apoteker i landområderne, som for eksempel i dele af Nordjylland, hvor du bor?
Det ville være meget uhensigtsmæssigt. Vi ved, at der stadig er mange mennesker, der ikke er med på de elektroniske løsninger, og for dem ville det være uhensigtsmæssigt, hvis apoteket lukkede.
Har du noget, du vil tilføje?
Jeg synes, apotekssektoren fungerer rigtig godt, og vi ser ikke store problemer med sager, der ikke bliver håndteret fornuftigt. Det glæder mig.