Stop af behandling med mavesyremedicin, er fokus i apotekernes sundhedsfaglige kampagne, der kører lige nu.
Mange borgere henter år efter år mavesyremedicin på apoteket uden nødvendigvis at kunne huske, hvorfor behandlingen blev sat i gang. Det er baggrunden for en ny kampagne på apotekerne med overskriften ’Nogle forhold skal ikke vare evigt’, som sætter fokus på forbruget af mavesyremedicin af typen protonpumpehæmmere (PPI).
Studier peger på, at PPI i stigende grad anvendes af flere og ofte over længere tid, uden at der nødvendigvis fortsat er indikation for behandlingen. Kampagnen skal derfor få borgere til at forholde sig til deres PPI-forbrug og tage emnet op med lægen, næste gang de har en tid.
Ifølge Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen, spiller apotekerne en central rolle, når det handler om mere rationel brug af mavesyremedicin:
”Måske kan borgeren ikke længere huske, hvorfor PPI blev ordineret. Behandlingen kan være startet i forbindelse med en anden medicinsk behandling, som for længst er afsluttet. Her kan dialogen på apoteket give borgeren anledning til at reflektere over sit medicinforbrug og tage det op med lægen ved næste besøg,” fortæller hun.
- Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen
Støtte til udtrapning på apoteket
Et brat ophør med PPI efter mere end otte ugers behandling kan medføre den såkaldte rebound-effekt, hvor mavesyregener blusser op igen. Det kan give indtryk af, at der fortsat er behov for medicinen, også selvom den oprindelige indikation ikke længere er til stede.
For mange borgere kan en plan for gradvis nedtrapning og evt. overgang til symptomstyret behandling derfor være relevant. Kampagnen skal synliggøre apoteket som et lettilgængeligt sted, hvor borgere kan få sundhedsfaglig vejledning om mavesyregener og brug af mavesyrehæmmende medicin men også som et sted, der kan støtte i at følge den nedtrapningsplan, der er aftalt med lægen.
”I mødet med borgerne kan apotekspersonalet rådgive om mavesyregener – både hvad man selv kan gøre, og hvornår medicin er relevant. Samtidig har lægen mulighed for at henvise til en compliancesamtale på apoteket, som kan hjælpe borgeren godt igennem en PPI-nedtrapning,” siger Birthe Søndergaard.
Kampagne sætter igen fokus på den gode tone
Episoder med chikanerende opførsel fra kunder belaster stadig arbejdsmiljøet på landets apoteker, viser trivselsundersøgelse blandt apoteksansatte. Nu gentager Apotekerforeningen Tal pænt-kampagnen, der skal fremme respekt og god dialog.
Apotekets hotline godt fra start
De første erfaringer viser bred interesse og mange typer henvendelser, efter at plejepersonale og pårørende fra 1. februar har kunnet ringe til apotekets nye landsdækkende hotline med spørgsmål om medicin.
Ny kampagne skal få endnu flere brugere til appen
Appen knytter kunderne til det fysiske apotek, gør livet som medicinbruger nemmere – og så letter den hverdagen på apoteket. Ny kampagne skal udbrede kendskabet yderligere.
Forskning på apotekerne
Forskning foregår ikke kun i laboratorier og på universiteter. Også på apotekerne spirer nye idéer, og med Netværk for Udvikling af Apotekspraksis (NUAP) bliver der hurtigt omsat tanker til handling. Her får du et indblik i fire NUAP-projekter: fra SMIL-projektets styrkede samarbejde på tværs af afdelinger og onboarding i voksende apotekskæder til hverdagslivet på apoteket i billeder og udviklingen af PEP-fløjten som sundhedsydelse.