Regeringen præsenterede den 18. september sit udkast til en sundhedsreform, og i den indgår forslag om kronikerpakker. Pakkerne skal give borgere med kronisk sygdom en ramme for deres behandling og ret til en række sundhedsindsatser.

Regeringen planlægger pakker til borgere med KOL, Type 2-diabetes, kroniske lænderygsmerter, hjertesygdomme og kompleks multisygdom.

Med kronikerpakkerne får borgeren én indgang for behandlingsforløbet – nemlig egen læge. Lægen skal igangsætte pakkeforløbet og tage stilling til undersøgelser og behandling – herunder om borgerne skal have medicin. Lægen skal også koordinere indsatser uden for praksis såsom kostvejledning, træning, sygdomsmestring og rygestop.

I Apotekerforeningen kan vi se mange gode takter i at tilbyde koordinerede, sammenhængende og trygge pakkeforløb til borgere med kroniske lidelser.

Vi opfordrer derfor til, at rådgivning om brug af medicin og mestring i at håndtere egen medicin også bliver en del af pakkeforløbene. Når lægen har sikret, at borgeren får den rigtige medicin i den rigtige mængde, skal borgeren tilbydes en medicinsamtale på apoteket. Her kan han eller hun få rådgivning og blive tryg ved at bruge medicinen og få værktøjer til at håndtere medicinen korrekt og sikkert. Det skal sikre den bedste effekt af lægemiddelbehandlingen. 

Viden om egen medicin giver bedre sygdomsmestring

Medicin kan være farligt, når det bruges forkert. Op mod 40% af alle indlæggelser af ældre på medicinske afdelinger har en lægemiddelrelateret årsag – og halvdelen af dem kunne have været undgået. Læg dertil, at omkring 5.000 dødsfald om året skyldes medicin.

Heldigvis går det sjældent så galt. Men erfaringer viser, at mange ikke får taget deres medicinen som anvist af lægen.

Apotekerne tilbyder allerede i dag medicinsamtaler til borgere, der inden for de sidste 6 måneder er kommet i behandling med medicin mod en kronisk sygdom, og til borgere, der oplever udfordringer med at få taget medicinen som aftalt med lægen.

Tryghed, viden og værktøjer

Målet med medicinsamtalen er at give borgeren tryghed, viden og værktøjer, så borgeren kan følge den medicinske behandling, som lægen har anbefalet. På den måde kan borgeren få etableret gode vaner omkring medicinbrugen og få det bedste ud af lægemiddelbehandlingen.

Medicinsamtaler tilbydes på alle apoteker i hele landet. Samtalerne kan også tilbydes online, og pårørende kan deltage i samtalen. Pårørende til kronisk syge oplever ofte usikkerhed og utryghed, når de skal hjælpe deres kære med at håndtere medicin. Derfor kan det give stor værdi at være med til medicinsamtalen.

Ved at inddrage tilbuddet om en medicinsamtale i alle kronikerpakker sikrer vi, at flere får glæde af samtalerne på apoteket og får redskaber til at håndtere deres sygdom selv.

Selvfølgelig er medicin ikke den eneste løsning for den, der har en kronisk sygdom. Træning og livstilsændringer kan for eksempel være lige så vigtig. Men når man får medicin, vil korrekt og sikker brug være med til at forebygge, at sygdomme udvikler sig og forværres. Så kan flere leve længere og bedre med deres sygdom og have bedre mulighed for at blive på arbejdsmarkedet.

Med en koordineret indsats, hvor apotekets kompetencer i det nære sundhedsvæsen og kendskab til borgerne fra den løbende dialog om medicin inddrages, kommer vi tættere på målet om at skabe sammenhængende forløb og gøre det nemmere at leve med en kronisk sygdom.