Gå til indhold

Apotekerforeningens høringssvar til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser

Apotekerforeningen takker for muligheden for at give høringssvar til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser.

Apotekerforeningen ser positivt på formålet med nationale kvalitetsstandarder om at understøtte mere ensartet kvalitet i sundhedsindsatser på tværs af landet, og at fremtidens sundheds- og omsorgspladser skal bidrage til målet med sundhedsreformen om at få en større sammenhæng i borgernes forløb i det nære sundhedsvæsen.

Apotekerne er med de nuværende 536 apoteksenheder en del af det nære sundhedsvæsen fordelt rundt i landet. Apotekernes tilgængelighed og kompetencer er en ressource, der kan nyttiggøres i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, herunder sundheds- og omsorgspladser, for at skabe sammenhæng i patienternes medicinske behandling. Apotekerne tilbyder en række veletablerede ydelser defineret i bekendtgørelser, har erfaring med udlevering af vederlagsfri medicin og samarbejde med fx kommuner om medicinhåndtering. Disse indsatser og erfaringer kan sættes i spil i forbindelse med fremtidens sundheds- og omsorgspladser. Apotekernes farmaceuter og farmakonomer er uddannet specialister i medicin og rådgiver hver dag borgere, pårørende og andre professionelle. Løbende efteruddannelse og certificeringer i apotekssektoren opretholder og udvikler deres kompetencer.

Nedenfor har vi beskrevet vores bemærkninger til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser.  

Aftaler med apoteker om medicinindsatser på sundheds- og omsorgspladser

Til afsnit 4.1. Tilgængelighed side 11-12 med fokus på faglig bæredygtighed og tilgængelighed over døgnet har Apotekerforeningen følgende bemærkninger.

Apotekerforeningen mener, at det skal fremgå af kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser, at sundheds- og omsorgspladser indgår aftaler med lokale apoteker. På samme måde, som foreningen er enige i, at terapeuter bliver en integreret del af den samlede indsats og det samlede tværfaglige team omkring borgeren (beskrevet i afsnit Tilgængelighed over døgnet side 12), er apotekets medicinkompetence også relevant og vigtig omkring borgeren. Der vil i forlængelse af afsnittet om terapeuter side 12 kunne tilføjes: ”Medicinfaglige kompetencer er ligeledes nødvendige for at kunne understøtte borgernes rehabilitering og medicinhåndering på pladserne. Medicinfaglige kompetencer tilføres ved at indgå aftale med apoteket.”

En aftale med apoteket om indsatser til borgere og personale kan indgås med det enkelte sted, sundhedsråd eller region. Det vil tilføre medicinkompetencer i form af forskellige samarbejdende indsatser for at øge medicinsikkerheden for borgerne på pladserne. Det er relevant, fordi medicin er en del af de fleste borgeres behandlingsforløb, og apotekets indsatser kan bidrage til mestring af medicinbrug hos borgerne, nedbringelse af medicinoverforbrug samt sikker medicinhåndtering hos personalet.

Kilde: Pharmaceutical care services available in Danish community pharmacies | International Journal of Clinical Pharmacy

Det kan være med til at forbedre, vedligeholde eller forsinke forringelse af borgerens funktioner, som står beskrevet som et formål med borgeres forløb på pladserne.

Apotekets medicinindsatser til borgere og personale på sundheds- og omsorgspladser kan fx være:

  • Samtaler med borgere om at bruge medicin og få medicinen til at være en del af deres hverdagsliv med udgangspunkt i borgerens situation og behov 
  • Tjek på inhalation til borgere, som benytter inhalationsmedicin både førstegangs- og flergangsbrugere
  • Medicingennemgang i samarbejde med læger og personale på pladserne     
  • Sæsonvaccination (influenza og Covid-19) af borgere på pladserne     
  • Undervisning af personale om medicinsikre arbejdsgange samt sygdoms- og lægemiddelspecifikke emner     
  • Kvalitetssikring af medicinhåndtering, fx audit af arbejdsgange, sparring på medicininstrukser, sidemandsoplæg i kvalitetssikre medicinarbejdsgange mv.
I en aftale med apoteker vil det være muligt at tilpasse indsatserne til borgernes og personalets behov løbende, fx ved et gennemsnitlig ugentlig/månedligt timeantal, som kan fordeles mellem ønskede indsatser, eller på timebasis for hver indsats, der ønskes. Apotekerne vil kunne stille med lokal medicinkompetence i form af farmaceuter og farmakonomer alt efter opgave og behov. Dermed mindskes behovet for, at sundheds- og omsorgspladserne selv skal ansætte en farmaceut og farmakonom, og de får med apoteket en fleksibilitet i adgangen til medicinkompetence. Apotekerne ligger med de nuværende 536 apoteksenheder godt fordelt rundt i kommunerne og regionerne, hvor fremtidens sundheds- og omsorgspladser ligger – det giver en fleksibilitet ift. transport og et lokalt og regionalt kendskab. Det vil bidrage til den i afsnit 4.1. omtalte tilgængelighed, faglige bæredygtighed og understøttelse af kontinuitet og sammenhæng for borgerne. Apotekerforeningen ser positivt på, at farmakonomer nævnes i afsnit 3.4. Kompetencer side 10, som relevante til at varetage indsatser på sundheds- og omsorgspladser. Foreningen mener, at ”farmaceut” ligeledes bør nævnes som eksempel, da de to faggrupper supplerer hinanden i medicinindsatser for borgere og personale på sundheds- og omsorgspladser.

Yderligere bemærkninger

I forbindelse med Apotekerforeningens yderligere bemærkninger nedenfor, er der givet eksempler på, hvordan apotekets kompetencer og et udvalg af ovenstående indsatser sættes i spil i det tværfaglige samarbejde omkring borgere på sundheds- og omsorgspladser.


Samtaler om medicin fra apoteket, som en del af den rehabiliterende indsats I afsnit

3.2. Indsatser side 9 står det beskrevet, at indsatser på sundheds- og omsorgspladser omfatter både fysisk funktionsevne og mestring i form af fx sygdomsspecifik egenomsorg, medicinhåndtering samt brug af hjælpemidler.

Apotekerforeningen ser positivt på, at medicinhåndtering er nævnt, da vi ved fra forskning, at omkring 50 % af patienter med kronisk sygdom har udfordringer med compliance. Patienter med kronisk sygdom er på grund af langvarige og komplekse behandlinger særligt udsatte for at opleve problemer med compliance (kilde 2).

Fordi medicin er en del af de fleste behandlingsforløb for mennesker med kronisk sygdom, mener Apotekerforeningen, at apotekets medicinfaglige kompetencer skal nævnes i afsnit 3.4. Kompetencer side 10, som kompetencer, der skal være tilstede på sundheds- og omsorgspladser. En tilføjelse kan lyde: ”Der skal være medicinfaglige kompetencer i form af apotekernes farmaceuter og farmakonomer tilstede i det omfang, borgere og personale har brug for indsatser, der omhandler livet med medicin og medicinhåndtering.”

Apotekernes samtaler om medicin (medicinsamtaler, compliancesamtaler og Tjek på inhalation) kan nyttiggøres til borgere her som en del af den rehabiliterende indsats.

For nogle borgere på sundheds- og omsorgspladser kan fx apotekernes samtale ved udskrivelse med ændringer i behandling være relevant, enten mens de er på pladserne, eller når de skal hjem for at fastholde den nye vane med en ændring i behandling.

Beskrevet i bekendtgørelsen

Bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek

National og international forskning viser, at apotekets samtaler om medicin forbedrer compliance, skaber tryghed og øger viden hos borgeren (kilde 2 og 3).

Der er tale om veletablerede ydelser defineret i bekendtgørelserne:

Bekendtgørelse om medicinsamtale på apotek

Bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek  

Samtalerne har fokus på at understøtte den behandling, lægen har ordineret, og tager udgangspunkt i borgerens behov, så medicinen bliver en del af deres hverdagsliv.

Hvis borgeren har et specifikt behov for instruktion omkring inhalationsmedicin, er apotekets Tjek på inhalations ydelse også en veletableret ydelse med dokumenteret effekt (kilde 4), som har været tilbudt fra apotekerne siden 2005. Den kan tilbydes til borgere på sundheds- og omsorgspladser med behov.

Kilder

Apotekerne kan varetage dele af opgaverne ved medicingennemgang og afmedicinering

I afsnit 3.2. Indsatser side 9 er det beskrevet, at det i nogle tilfælde vil være relevant, at indsatsen også inkluderer systematisk medicingennemgang. I afsnit 3.4. Kompetencer side 10, står det beskrevet, at der ved behov skal være rette kompetencer tilgængelige for at kunne foretage medicingennemgang for borgere med ophold på pladserne.

Apotekerforeningen er enig i det beskrevne behov for medicingennemgang hos nogle borgere på sundheds- og omsorgspladser. Vi mener, at sætningen skal omformuleres  til: ”Ved behov skal der skal være læge- og farmaceutfaglige kompetencer tilgængelige for at kunne foretage medicingennemgang for borgere med ophold på pladserne.”

Det er oplagt, at apoteksfarmaceuters kompetencer sættes i spil i denne indsats i samarbejde med de tilknyttede læger til sundheds- og omsorgspladserne eller borgernes praktiserende læger. Dette for at aflaste lægerne, at imødegå problemer med overmedicinering og sikre, at borgerne kun får den medicin, de har brug for.

Apoteksfarmaceuter kan fx lave det forberedende arbejde med forslag til ændringer i medicinen, herunder tale med borgeren, og evt. pårørende og personale. Opgaven for farmaceuten aftales med lægerne og personale på pladserne.

Apoteksfarmaceuter har i mange år tilbudt medicingennemgang til patienter i samarbejde med læger og/eller kommunalt personale på fx plejehjem og bosteder – ofte på projektbasis, og det har særligt vist sig at føre til lægers seponering af uhensigtsmæssige lægemidler (kilde 5).  Som noget nyt i 2026 kan apoteker som en forsøgsordning tilbyde læger i lægedækningstruede områder medicingennemgange til patienter, der vurderes at have gavn af det. Ønsket blev stillet af bl.a. Danske Regioner for at aflaste læger i lægedækningstruede områder, og det er beskrevet i en bekendtgørelse. Denne indsats er begrænset til lægedækningstruede områder, med forventning om, at tilbuddet vil skulle udvides for at aflaste flere læger.

Se bekendtgørelsen

For nogle borgere på sundheds- og omsorgspladser kan apotekernes samtale om udtrapning af medicin også blive relevant, både mens de er på pladserne, og når de skal hjem for at fastholde en ny vane med udtrapning af et lægemiddel. Siden januar 2025 har apoteksfarmaceuterne kunne levere en samtale om udtrapning af medicin efter aftale med læge.

Se bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek

Farmaceuten støtter i samtalen borgeren i implementeringen af udtrapningsplanen fra lægen og opfanger problemer i processen, hvor der kan henvises til kontakt til lægen, terapeut (fx ved smerter) eller andre professionelle.

Kilder

5 - Effekt af medicingennemgang leveret af apotek

Kvalitetsstandarder skal indeholde krav om regelmæssig kompetenceopbygning i medicinhåndtering 

I afsnit 3.4. Kompetencer side 10 står det beskrevet, at personalet på sundheds- og omsorgspladserne skal besidde de rette kompetencer og erfaring til at varetage indsatserne, der tilbydes på pladserne, samt have mulighed for løbende at vedligeholde og udvikle kompetencer.

I den forbindelse foreslår Apotekerforeningen, at der i kvalitetsstandarderne indføres krav om, at alle relevante medarbejdere på sundheds- og omsorgspladser deltager i kontinuerlig undervisning om sikker håndtering af medicin.

Personalet har et stort ansvar, når de skal håndtere borgernes medicin. Kompetencerne til at løfte opgaverne er imidlertid ikke altid til stede, og der kan opstå fejl og utilsigtede hændelser. Op mod 40 procent af alle indlæggelser af ældre på medicinske afdelinger er fx medicinrelaterede (kilde 6). De seneste erfaringsopsamlinger fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn i 2024 på plejeområdet viser, at mange plejeenheder har problemer med at leve op til krav om medicinhåndtering (kilde 7).  

Apotekerne kan tilbyde denne undervisning og støtte i etablering og fastholdelse af medicinsikre arbejdsgange. Samarbejde mellem apoteker og kommuner om undervisning af personale, samt indsatser om kvalitetssikring af medicineringsprocesser har eksisteret i flere år - det har vist sig at øge kompetencerne hos personalet, forbedre arbejdsgange omkring medicin og øge medicinsikkerheden for patienterne (kilde 8 og 9).

Kilder

6 - Styrket indsats for den ældre medicinske patient (PDF)


7 - Tilsyn på plejeområdet viser fortsat udfordringer med medicinhåndteringen | Styrelsen for Patientsikkerhed

 

8 - Pharmaceutical care services available in Danish community pharmacies | International Journal of Clinical Pharmacy


9 - Mange behandlingssteder har udfordringer med medicinhåndtering - Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

 

Personale på sundheds- og omsorgspladser kan søge medicinfaglig rådgivning fra apotek 

I afsnit 4.2. om organisering af lægedækning og behandlingsansvar side 12 beskrives, at læger skal være tilgængelig for at rådgive og sparre med personale telefonisk/virtuelt. Apotekerforeningen gør opmærksom på, at personalet kan søge medicinfaglig rådgivning og sparring fra lokale apoteker. Det foregår også i dag, hvor personale får rådgivning fra apoteker om fx praktisk brug af medicin. I en bekendtgørelse som træder i kraft 1. februar 2026, skal en telefonisk rådgivningshotline, som sundheds- og plejepersonale kan ringe til for at få svar på spørgsmål om medicin, afprøves i en forsøgsordning i 2026. Her kan personalet også ringe uden for det lokale apoteks åbningstid, fx aftener, weekender og lukkedage.

Se bekendtgørelsen

Vi mener derfor, at der skal tilføjes en sætning under afsnit Tilgængelighed over døgnet side 12: ”Apotekerne kan ligeledes være tilgængelige for personalet, når de har brug for telefonisk rådgivning og sparring om medicin.” Denne sætning kan med fordel indsættes i forlængelse af den tidligere foreslåede sætning til det samme afsnit: ”Medicinfaglige kompetencer er ligeledes nødvendige for at kunne understøtte borgernes rehabilitering og medicinhåndering på pladserne. Medicinfaglige kompetencer tilføres ved at indgå aftale med apoteket.”

Apotekerne kan levere vederlagsfri medicin til borgere på sundheds- og omsorgspladser, hvor det giver mening 

I afsnit 3.2. Indsatser side 9 står det angivet, at det forventes i et kommende lovforslag at blive foreslået, at regionerne får mulighed for at håndtere lægemidler til brug for behandling af borgere på bl.a. sundheds- og omsorgspladser, og at de offentlige sygehusapoteker kan levere lægemidler til regionerne.

Apotekerforeningen anerkender, at det er fundet mest hensigtsmæssigt, at borgere på de fremtidige regionale sundheds- og omsorgspladser ligestilles økonomisk med borgere indlagt på sygehus. Vi forstår af lovforslag om ændring af sundhedsloven, lov om lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og autorisationsloven, som er sendt i høring med høringsfrist den 23. januar 2026, at offentlige sygehusapoteker vil kunne levere lægemidler til de regionale funktioner til brug for behandling af borgere på midlertidige døgndækkede pladser, herunder sundheds- og omsorgspladser og til behandling i eget hjem, herunder i akutsygepleje. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har svaret Folketinget Sundhedsudvalg i november 2025 i forbindelse med behandling af L42, at ministeriet i et kommende lovforslag desuden forventer at foreslå, at regionerne – udover fra sygehusapoteker/-filialer - også vil kunne rekvirere lægemidler og andre varer fra de private apoteker på samme måde som de kommunale funktioner, der er omfattet af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 13.

På den baggrund mener Apotekerforeningen, at der i det ovenfor omtalte afsnit 3.2. side 9 skal tilføjes: ”Regionerne og sygehusapotekerne har mulighed for at indgå aftaler med apotekerne om levering af medicin til sundheds- og omsorgspladser.” 

Det kan fx være i de tilfælde, hvor det kan hjælpe borgeren hurtigere, og hvor det logistisk og økonomisk giver værdi. Det kan både være i form af medicinpakninger og dosispakket medicin.

Levering af medicin fra apotek til fremtidens sundheds- og omsorgspladser og akutsygepleje vil også kunne blive vederlagsfri for borgerne. Vederlagsfri udlevering foregår allerede i dag fra apotekerne gennem forskellige modeller:

  • Apotekerne udleverer medicinen fra eget lager og afregner med regionen     
  • Medicinen pakkes fra sygehusapotekets lager og transporteres samlet til det private apotek til udlevering. 

Formålet med disse ordninger er, at:

  • Øge tilgængeligheden og fleksibiliteten for patienterne (eller personale, der håndterer medicin)     
  • Aflaste sygehusene  
  • Reducere medicinspild. 

Apotekerne leverer i dag medicin til akutpladser og midlertidige pladser rundt i landet - fremtidens sundheds- og omsorgspladser - med egenbetaling for borgerne og nogle gange med levering flere gange om dagen. Apotekerne har således allerede etableret distributionsnettet i deres lokalområde.

Sammenhæng i borgernes forløb gennem samarbejde og kommunikation mellem aktører

Apotekerforeningen er enige i at samarbejde og kommunikation mellem regionen og kommunen er vigtigt for at skabe sammenhæng i borgernes forløb, som det står beskrevet i afsnit 4.3.

Samtidig mener vi, at der er andre aktører, hvor samarbejdet og kommunikationen skal fungere, for at overgangsproblematikker imødekommes. Medicin i overgange er en af de velkendte problematikker, som kræver en særlig indsats i samarbejdet og kommunikationen.

Apotekerforeningen foreslår, at der i afsnittet Kommunikation side 14 tilføjes ”… og private velfærdsleverandører, herunder apotekerne”, efter ”kommunen” i sætningen Regionen skal sørge for rettidig og relevant information til kommunen om borgeres ophold på en sundheds- og omsorgsplads samt forventede indsatser, herunder behandlingsbehov og forventet varighed. Apoteket har fx en rolle ift. medicin, når borgerne skal ud fra pladserne og have deres medicin og/eller ydelser fra apoteket. Apoteket har derfor et behov for information om medicin fra regionerne for at kunne hjælpe borgerne bedst muligt. Både regioner og apoteker har et ansvar i samarbejdet og kommunikationen for, at det fungerer hensigtsmæssigt. Det står beskrevet, at kommunen og private velfærdsleverandører ligeledes skal sørge for, at regionen modtager informationer om borgerne, når borgerne tildeles et ophold på sundheds- og omsorgspladserne, men det er på nuværende tidspunkt uklart i kvalitetsstandarderne, at regionerne også har ansvar for kommunikation til og samarbejde med andre aktører end kommuner.

Apotekerforeningen står til rådighed for spørgsmål eller behov for uddybning af høringssvaret.

 

Med venlig hilsen

Birthe Søndergaard

Sundhedsfaglig direktør, Danmarks Apotekerforening