Danmarks Apotekerforening er blevet opmærksom på høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Kronikerpakker, frit valg og befordring til sundheds- og omsorgspladser, m.v.).
I overensstemmelse med Aftale om sundhedsreform 2024 foreslås det i lovforslaget at etablere patientrettigheder for mennesker med udvalgte kroniske sygdomme (kronikerpakker) samt frit valg og befordring for borgere, der tilbydes plads på en sundheds- og omsorgsplads fra 1. januar 2027. I den anledning har Apotekerforeningen bemærkninger til lovforslagets del om kronikerpakker.
Kronikerpakker
Lovforslaget indfører to patientrettigheder hen over en årrække for udvalgte målgrupper startende med KOL og kroniske lænderygsmerter i 2027, type 2-diabetes og hjertesygdomme i 2028 og kompleks multisygdom i 2029. Med kronikerpakkerne får disse målgrupper ret til en personlig behandlingsplan og opstart i patientrettet forebyggelse inden for henholdsvis 30 kalenderdage og 21 kalenderdage. Kronikerpakker indfases gradvist for målgruppen.
Lovforslaget vil medføre, at ansvaret for målgruppen forankres hos egen læge. De almenmedicinske tilbud vil varetage en stor del af patienternes forløb og have en central rolle som tovholder. Som en del af den personlige behandlingsplan skal egen læge foretage en differentiering af patienten og tilpasse tovholderrollen på baggrund heraf. Det skal sikre øget støtte til og opfølgning på de mest sårbare patienter. Forslaget vil desuden indebære en styrket tidlig indsats efter diagnose. En tidlig indsats har positiv indvirkning på sundhedstilstanden, og patientens motivation er ofte størst tidligt i sygdomsforløbet. Formålet er, at målgruppen skal opleve bedre og mere sammenhængende forløb, undgå sygdomsforværring og komplikationer samt bidrage til, at målgruppen kan leve et godt og langt liv med deres kroniske sygdom.
Kommentarer til kronikerpakker
Apotekerforeningen er enig i, at den praktiserende læge skal fungere som tovholder for kronikerpakkerne.
Den medicinske behandling udgør en stor del af behandlingen hos den kroniske patient, men nævnes stort set ikke i høringsmaterialet. Det er estimeret, at omkring 50 % af patienter med kronisk sygdom har udfordringer med compliance. Patienter med kronisk sygdom er på grund af langvarige og komplekse behandlinger særligt udsatte for at opleve problemer med compliance (1).
Udover den daglige rådgivning om medicin, når borgerne henter medicin, tilbyder apotekerne samtaler om medicin, som er beskrevet i bekendtgørelser:
Medicinsamtale: Bekendtgørelse om medicinsamtale på apotek
Compliance: Bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek
Tjek på inhalation: Bekendtgørelse om anvendelse af apotekssektorens afgifter og ydelse af tilskud til apotekere m.v. (§23)
Medicin- og compliancesamtaler er indarbejdet i det generiske pakkeforløb, og Apotekerforeningen arbejder for at få dem ind i pakkeforløb for de enkelte kroniske sygdomme. Det vil dog stå endnu stærkere, hvis fokus på gode medicinvaner og compliance også fremgår af lovens bemærkninger.
Apotekerne er til stede lokalt over hele landet, og det lægemiddelfaglige personale rådgiver hver dag borgerne om hensigtsmæssig medicinbrug og opfanger, hvis der er problemer, der kræver støtte fra læge, apotek eller andre professionelle.
Med en koordineret indsats, hvor apotekernes kompetencer i det nære sundhedsvæsen og kendskab til patienterne fra den løbende dialog om medicin inddrages, er det foreningens vurdering, at man kommer tættere på målet om at skabe sammenhængende forløb og gøre det nemmere at leve med en kronisk sygdom.
Medicinsamtale og Tjek på inhalation i den første tid efter diagnose
Målgruppen for medicinsamtaler er patienter, som indenfor de sidste 6 måneder har fået ordineret medicin i forbindelse med diagnosticering af en kronisk sygdom. Gennem en samtale med udgangspunkt i patientens behov og med opfølgning efter ca. 14 dage, er formålet, at patienten kommer godt i gang med den nye medicin, føler sig tryg og på sigt opnår den ønskede effekt af behandlingen, som lægen har ordineret. Apotekets medicinsamtale understøtter dermed implementeringen af lægens ordination, så patienten i den første fase af behandlingen får etableret gode vaner omkring medicinbrug og får det bedste ud af lægemiddelbehandlingen.
Medicinsamtalens effekter er dokumenteret gennem forskning nationalt og internationalt, som viser, at apotekets medicinsamtale forbedrer compliance, skaber tryghed og øger viden hos patienten (1, 2).
Også apotekets ydelse Tjek på inhalation kan tilbydes patienter med KOL eller astma i den første tid efter diagnosen. Formålet med ydelsen er at bidrage til, at brugere af inhalationsmedicin anvender deres inhalationsmedicin korrekt, så de får bedst mulig effekt af behandlingen, samt at forebygge og løse problemer, som skyldes forkert inhalationsteknik. Tjek på inhalation er udviklet på baggrund af forskning, som viser, at ydelsen sikrer korrekt brug af inhalationsmedicin og forbedrer effekten af medicinen (1, 3).
Compliancesamtaler til mennesker med kronisk sygdom
Apotekets compliancesamtale er relevant at tilbyde i pakkeforløb til mennesker med kroniske sygdom i hele behandlingsforløbet, når der opstår et behov.
Kun den medicin, der tages, virker, og særligt patienter med komplekse og langvarige forløb kan have udfordringer med at tage medicinen. Det er også kendt, at fx ændringer i den medicinske behandling kan udfordre patienters compliance. Som tidligere nævnt er det estimeret, at 50 % af patienter med kronisk sygdom har udfordringer med compliance. Konsekvenserne af at patienten ikke tager sin medicin kan være manglende effekt af medicinen, som kan føre til forværring af patientens tilstand, og i nogle tilfælde indlæggelser (1).
Målgrupperne for compliancesamtaler er:
Patienter, der efter seks måneders behandling har udfordringer med compliance
Patienter, der er i risiko for at blive udfordret på deres medicinvaner, fordi patienten:
for nyligt er udskrevet fra hospitalet med en ændring i behandlingen.
er begyndt at få dosisdispenseret medicin.
er begyndt på udtrapning af medicin efter aftale med læge.
er i behandling med lægemidler til injektion.
Formålet med samtalen er at øge kendskabet til lægemiddelbehandlingen og at identificere årsager til non-compliance, så der kan udarbejdes en plan for, hvordan compliance kan forbedres, så patienten får mest muligt ud af lægemiddelbehandlingen. Dette skal ske med udgangspunkt i patientens behov, hvor en dialog om vaner, vanskelige situationer, motivation og/eller viden kan være relevant, så den ordinerede behandling kan blive en integreret del af hverdagen. Som for medicinsamtaler er der også en opfølgende samtale efter ca. 14 dage.
Tjek på inhalation til mennesker med KOL eller astma i hele deres behandlingsforløb
En samtale med apoteket om inhalationsmedicin kan være relevant flere gange i løbet af behandlingsforløbet for mennesker med KOL eller astma, hvilket forskning også har vist (1, 3). Der kan fx være ved skift i behandling, så devicet bliver et andet, eller der kan opstå problemer eller tvivl med at bruge det eksisterende device, fordi noget andet i livet eller behandlingen opstår. Der er også vist, at man med tiden kan indøve forkert inhalationsteknik, selv om man i starten gjorde det rigtigt. Apoteket tilbyder, ligesom til nye brugere, også Tjek på inhalation til erfarne brugere, der har problemer med deres inhalationsteknik.
Referencer
Compliance og medicinefterlevelse: Evidens, teori og praksis på apotek. Pharmakon 2024
Apotekets medicin- og compliancesamtaler – en litteraturgennemgang. Pharmakon 2020
På baggrund af ovenstående skal Apotekerforeningen anbefale, at det kommer til at fremgå af bemærkningerne til loven, at lægen, hvor det er relevant for den enkelte patient, kan henvise til apotekets tilbud om medicin- og compliancesamtaler og ydelsen Tjek på inhalation for at sikre, at patienten kommer godt i gang med lægemiddelbehandling, at lægens ordinerede behandling implementeres, og at patienten fortsat vil være tryg ved sin behandling.
Der er ikke yderligere bemærkninger til kronikerpakkerne.
Med venlig hilsen
Birthe Søndergaard