Det mener apotekerne om vaccination på apoteket
Vaccination på apoteket løfter folkesundheden
Vaccination på apoteket løfter folkesundheden
Vaccination er en naturlig del af de opgaver, som kan løses på apoteket. Apotekspersonalet, der vaccinerer, er uddannet og certificeret til opgaven. Som reglerne er i dag, foretages vaccination på delegation af en læge.
Apoteket kan tilbyde vaccination mod en række forskellige sygdomme, som fx lungebetændelse, helvedesild, hepatitis, RS-virus, HPV, TBE, stivkrampe og difteri samt influenza og COVID-19 ligesom en række apoteker tilbyder rejsevaccinationer.
Apoteket er et kendt og trygt sted for borgerne. Når regionerne sætter opgave med influenza og COVID-19 vaccination i udbud hvert år, kan det gå ud over de trygge rammer, fordi borgerne skal forholde sig til noget nyt hvert år.
Organiseringen af sæsonvaccinationsprogrammet bør genovervejes, herunder om det er sundhedsøkonomisk rationelt med årlige udbud, hvor man binder regionernes og sygehusenes ressourcer til opgaven. Vaccination efter bekendtgørelse bør genintroduceres, fordi det er en enkel og borgervenlig model.
Farmaceuter og farmakonomer ansat på apotek bør få mulighed for - efter bestået vaccinatøruddannelse - selvstændigt at vaccinere inden for de offentlige vaccinationsprogrammer. Det sker allerede i en række europæiske lande, som Danmark kan sammenlignes med.
Det offentlige vaccinationsprogram bør udvides, og apotekerne deltager gerne i et udvidet program med tilbud om flere vaccinetyper.
Apotekerne skal på lige fod med praktiserende læger kunne give visse vaccinationer gratis fx mod lungebetændelse.
Apotekerne vil bidrage til, at 75 procent af borgere i risikogrupper vaccineres imod influenza.
Vaccination mod smitsomme sygdomme er en grundpille i det nationale infektionsberedskab. Vaccinationer forebygger sygdom, nedbringer smitterisikoen og reducerer alvorligheden af sygdommen, hvis man bliver ramt.
Apotekerne har de seneste år udbudt vaccination mod flere og flere sygdomme. Denne udvikling flugter med udviklingen i andre lande, hvor apotekerne i Belgien, Estland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Tyskland, UK, USA og Australien vaccinerer. Erfaringerne fra disse lande viser, at flere borgere tager imod tilbuddet om vaccination, især i de mest sårbare målgrupper, når apoteket tilbyder vaccination.