Gå til indhold

4,2 mia. sparet på substitution

Apotekerne sparer samfundet for milliarder, når de tilbyder kunden det billigste præparat. I 2024 udførte apotekerne over 22 mio. substitutioner, hvor de erstattede den pakning, lægen havde ordineret, med en billigere pakning.

”Vil du have den billigste pakning?” Det spørgsmål stiller apotekerne mange tusinde gange hver dag, når borgerne kommer for at hente deres medicin. Siger man ja, så får man den pakning i substitutionsgruppen, som her og nu har den laveste pris – og som indeholder det samme lægemiddelstof som de øvrige pakninger i samme gruppe. 

Baggrunden er, at lægen ofte bruger navnet på det originale lægemiddel, når han eller hun udsteder en recept - også selvom der kan være flere billigere pakninger af det samme lægemiddel. Det er Lægemiddelstyrelsen, der hver fjortende dag - efter en slags licitation blandt producenter og importører - udpeger de billigste produkter. Og det er apotekernes opgave at have det på lager og tilbyde det til borgerne.

I 2024 udførte apotekerne over 22 mio. substitutioner, hvor de erstattede den pakning, lægen havde ordineret, med en billigere pakning. Det sparede borgerne og samfundet for en udgift på 4,2 mia. kr. I gennemsnit var besparelsen på 205 kr. pr. pakning i forhold til, hvis lægen havde ordineret det dyreste produkt på markedet – typisk det originale. 

Prisforskellene opstår, når patentet på et lægemiddel udløber efter ca. 10 år på markedet. Derefter må andre virksomheder kopiere det. Det såkaldte generiske lægemiddel (også kaldet kopimedicin) har det samme virksomme stof som originallægemidlet og har samme virkning, men hjælpestofferne kan være forskellige. Kopimedicinen er som regel meget billigere end det oprindelige produkt, fordi kopiproducenten ikke har haft store omkostninger til forskning og udvikling af lægemidlet. 

Læs mere om apotekernes substitution, medicinpriser og medicinudgifter mv. i den nye årbog Lægemidler i Danmark 2024-25