Gå til indhold

Husk håndsæben og undgå norovirus

Norovirus er uhyre smitsom, og bliver man ramt af den, kan man få en slem omgang roskildesyge. Derfor skal man være ekstra omhyggelig med håndvasken og huske både vand og sæbe. Håndsprit virker ikke.

”Der advares i øjeblikket mod udbrud af roskildesyge, og buffeten ved julefrokosten er den helt store smittekilde. Så det kan få store konsekvenser for både dig og de øvrige gæster ved julefrokosten, hvis du sløser ved håndvasken, når du har været på toilettet,” lyder advarslen fra farmaceut Stine Fabricius fra Danmarks Apotekerforening.

Hun peger på, at roskildesyge kommer fra den uhyre smitsomme norovirus, og skal man undgå den, kræver det både vand OG sæbe. Håndsprit har ingen effekt.

”Norovius er en klæbrig fætter. Den gør, hvad den kan for at hægte sig fast til hænderne ved hjælp af nogle ’kroge’, den har på skallen. Desværre kan håndsprit ikke ødelægge denne hårdføre skal og dermed heller ikke bryde båndet mellem hånd og virus. Sæbe og vand er det eneste, der kan nedbryde denne forbindelse. Skummet fra sæben kan fange virus, og når man skyller sæben af med vand, skyller man også virus af.”

Desværre viser en undersøgelse fra YouGov, der er gennemført for hygiejnevirksomheden Initial, at mere end hver fjerde dansker ikke altid bruger sæbe ved håndvask. 

Hver fjerde bruger sjældent håndsæbe – nu kommer biolog med opråb | TV2 Østjylland

”Det er ikke godt nok,” påpeger Stine Fabricius. ”Man skal vaske grundigt hænder med vand og sæbe flere gange om dagen - og ikke mindst før et måltid. På den måde kan man forebygge smitten af den voldsomme virus, der giver diarré, opkast og feber.”

Roskildesyge kaldes også omgangssyge og er en akut mavetarminfektion, som skyldes norovirus. Der går normalt 12-72 timer fra man er smittet, til man bliver syg. Sygdommen går som regel over af sig selv i løbet af 1-2 døgn. Er man så uheldig at have været ramt af roskildesyge, anbefales det, at der går 48 timer, fra symptomerne er ovre, til man vender tilbage på arbejde, i daginstitution og skole igen. Man kan nemlig fortsat smitte i den periode.