Det er Lægemiddelstyrelsen, der vurderer, om et håndkøbslægemiddel må sælges i kiosker, supermarkeder og andre steder i detailhandlen. Her ser styrelsen på, om lægemidlet kan anvendes af forbrugerne uden de rådgivningsmuligheder, man har på apoteket, og om der er risiko for, at lægemidlet misbruges eller bruges forkert.
I praksis kommer håndkøbsmedicin eller medicin, der skifter fra at være receptpligtig til håndkøb, på listen over medicin, der må sælges uden for apoteket, hvis det har været på markedet i to år uden indberettede problemer. Desuden skal Lægemiddelstyrelsen finde det egnet ud fra hensyn til patientsikkerhed, tilgængelighed og risiko for et unødvendigt øget forbrug eller forgiftning.
”Men problemet er, at mange tilsyneladende ikke indberetter skader og afhængighed. Det har vi set med næsespray, hvor speciallæger i flere omgange har påpeget de store problemer, og i visse tilfælde skader, der opstår, når man bliver afhængig. Det er fra styrelsens side blevet afvist med, at man ikke har fået nogen indberetninger på dette. Så der er noget galt i denne automatik,” siger Birthe Søndergaard.
Hun henviser også til DR-serien ’Generation hovedpine’, som dokumenterer, at mange unge bruger for meget paracetamol - og af de forkerte grunde.
”Måske er man herhjemme for ukritiske, når det vurderes, hvilke typer medicin, der må sælges uden for apoteket? Og måske sender det et forkerte signal, når disse præparater sælges sammen med dagligvarer og står ved kassen i supermarkedet? Det store forbrug af hovedpinepiller og næsespray tyder i hvert fald på, at paraderne hos forbrugerne er sænkede, når det gælder opfattelsen af medicins farlighed, siger hun og peger på, at fire ud af ti danskere ifølge en undersøgelse mener, at den type medicin, man kan købe på tankstationer og i kiosker, er harmløs og kan indtages uden risiko.
”Man kan jo ikke fortænke nogen i at mene, at medicin er en almindelig forbrugsvare, når man bliver fristet til lige at købe en pakke paracetamol eller et par næse-spray, mens man venter i køen i supermarkedet. Men medicin er ikke bolsjer. Og medarbejderen ved kassen hverken må eller kan rådgive om brug af medicin. Det gør det endnu mere bekymrende.”
Fakta:
• Detailhandlens salg af medicin har været stigende gennem årene og udgør nu næsten halvdelen af salget af liberaliseret håndkøbsmedicin
• Ca. 3800 butikker/virksomheder er godkendt til at sælge håndkøbsmedicin
• Omkring 520 ikke-apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler er godkendt til salg i detailhandlen
• Butikkerne har typisk kun et lille sortiment men skal, ifølge reglerne, som minimum have desinficerende sugetabletter mod ondt i halsen, mavesyreneutraliserende tyggetabletter, smertestillende tabletter og slimløsende midler