Gå til indhold
Presse

Appen ’apoteket’ anbefales nu af myndighederne

Apotekernes app er blandt de 11 sundhedsapps, der har fået lægemiddelstyrelsens godkendelsesstempel.

Apotekernes app, der med hastige skridt nærmer sig 1 mio. downloads, er kommet i fint selskab. Den er nu blandt de 11 apps, der har fået en officiel anbefaling fra Nævnet for Sundhedsapps under Lægemiddelstyrelsen. Nævnet for Sundhedsapps

Godkendelsen af apotekernes app kommer på baggrund af bl.a. dokumentation for effekt og klinisk evidens, og appen ’apoteket’ er dermed at finde på oversigten på Sundhed.dk over anbefalede. Her er den kommet i selskab med andre populære apps såsom MinSundhed og Min Læge. Se sundhedsapps på sundhed.dk.

Det er apotekernes fælles app, der har eksisteret i fem år og samler alle de informationer, man skal bruge om sin receptmedicin. Dermed har den gjort livet lidt nemmere for borgere i fast medicinsk behandling – lige fra p-pillebrugere til personer med kroniske sygdomme.

Appen er koblet op på alle relevante systemer lige fra det Fælles Medicinkort til apotekernes lagersystemer, og her kan man bl.a. se alle sine recepter og bede lægen om at forny dem, se ens tilskudsstatus og den pris, man skal betale for medicinen, oprette en fast bestilling på medicin og få hjælp til at tage medicinen via en medicinhusker. Appen viser også en oversigt over alle ens vaccinationer. 

”Det helt unikke ved appen er dog, at man kan se, om ens foretrukne apotek har den receptpligtige medicin, man skal bruge, på lager. Hvis ikke, kan man bestille den hjem. Og så viser appen vej til de 25 nærmeste apoteker, som ligger inde med den medicin, man skal bruge. Dermed slipper man for at gå forgæves fra det ene apotek til det andet, og det er en stor lettelse – ikke mindst, hvis der er forsyningsproblemer, og ikke alle apoteker ligger inde med præparatet,” siger Lene Lund Hansen, der er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening.

Mange bruger appen, før de går på apoteket, så de på forhånd har tjekket, at recepten stadig er gyldig, at medicinen er på lager, og hvad man skal betale, når eventuelle tilskud er trukket fra. 

Appen ’apoteket’ kan hentes i App Store og Google Play. Man opretter sig som bruger med MitID og har ud over egne recepter adgang til sine børns recepter, indtil de fylder 15 år og selv kan få MitID. Med en fuldmagt har man også mulighed for at hjælpe pårørende med deres medicin. 

Læs mere om appen 'apoteket'