Gå til indhold

Danskernes tilfredshed med apotekerne er højere end nogensinde

Ny måling viser, at 94 procent er tilfredse med apoteket. Hele 97 procent finder, at det er trygt og sikkert at få deres medicin fra apoteket.

94 procent af danskerne er tilfredse med deres apotek – heraf er 46 procent meget tilfredse. Det viser den årlige måling fra Megafon, som Apotekerforeningen får foretaget. Det er den højeste samlede tilfredshed med apotekerne, der er målt, siden målingerne begyndte i 2008.

Ifølge Apotekerforeningens formand Mads Haaning understreger det den stærke opbakning og tillid, der til de farmaceutejede apoteker, som danskerne kender dem i dag:

 

”Den rekordhøje tilfredshed afspejler, at apotekssektoren gennem de seneste år har udviklet sig markant både fysisk og online til gavn for borgerne. Siden 2015 er antallet af apoteker og apoteksfilialer vokset med omkring 75 procent. Det har givet danskerne markant bedre adgang til apotekerne, som samtidig har fået længere åbningstider og kortere ventetider. Alt i alt er det blevet lettere at få medicin og faglig rådgivning,” siger han.

 

Megafonundersøgelsen, hvor over 1.000 danskere bliver spurgt om deres holdning til medicin og apoteker, viser også, at danskerne har en høj tillid til deres apotek. 97 procent er enige i, at det er sikkert og trygt at få medicin udleveret på apoteket. Tilfredsheden er også høj på tværs af centrale områder som rådgivning, tilgængelighed, ventetid og muligheden for at få den nødvendige medicin, når behovet er der.

 

Ifølge apotekernes formand spiller det nok også en rolle for tilfredsheden, at medicinpriserne er faldet, og at apotekernes priser på medicin nu er på det laveste niveau, der er målt siden årtusindskiftet.

 

”Samlet set har danskerne både adgang til billig medicin, høj patientsikkerhed og høj sundhedsfaglig kvalitet i et stadigt mere tilgængeligt apoteksvæsen. Det er godt at se, at danskerne kvitterer med høj tillid og den største tilfredshed, siden målingerne startede for næsten to årtier siden”, slutter Mads Haaning.