Gå til indhold
Leder

Leder: Barrierer ryddes af vejen

Apotekernes løsning med dosispakket medicin er blevet et varmt sundhedspolitisk emne. Antallet af dosisbrugere er steget ubrudt siden januar 2022, og vi må forvente en yderligere vækst, der vil frigøre yderligere medarbejderressourcer i den kommunale sundheds- og plejesektor.

JESPER GULEV LARSEN

jesper-gulev-larsen.jpg (3) Formand for Danmarks Apotekerforening, Jesper Gulev Larsen. FOTO: CARSTEN LUNDAGER

AT VI ARBEJDER for, at apotekerne skal spille en større rolle i sundhedsvæsenet, er ikke nyt. Tværtimod. Det har været vores pejlemærke i sektoren i en del år efterhånden. Det nye er, at der netop nu er en hidtil uset interesse for, hvordan apotekernes faglighed og tilgængelighed indtænkes i løsningen af opgaver i det borgernære sundhedsvæsen.

Det mærker vi blandt andet i den arbejdsgruppe under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der – som en udløber af sundhedsreformen – i øjeblikket ser på nye mulige opgaver til apotekerne. Her arbejder vi sammen med andre centrale aktører på en række konkrete forslag til, hvordan apotekerne kan styrke medicinsikkerheden og aflaste såvel almen praksis som sundhedspersonale i kommunerne.

Sundhedsvæsenet er presset, og måske er det nu, at der er politisk vilje til at gå nye veje – herunder ikke mindst til at kigge i retning af apotekerne, når der skal findes løsninger på sundhedsvæsenets store udfordringer. Arbejdet er inde i sin afsluttende fase, og om kort tid går forslagene videre til politisk drøftelse på Christiansborg.

Blandt emnerne er sektorovergange, udvidede substitutionsmuligheder og dosispakket medicin. Og netop hvad angår den dosispakkede medicin, bærer foreningens målrettede indsats for at synliggøre fordele og perspektiver for samfundsøkonomi og patientsikkerhed nu tilsyneladende frugt. En af de største forhindringer har været lægernes manglende vilje til at iværksætte dosispakning af borgerens medicin, medmindre de honoreres. Den barriere er nu ryddet af vejen, idet der er indgået aftale mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation - se artikel: Aftalen om dosishonorar til læger er forlænget

Desuden har vores samarbejde med Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om fordelene ved dosispakket medicin medvirket til, at kommunernes interesse for ydelsen på det seneste er steget markant. Det er glædeligt, at apotekerne på den måde kan bidrage til at frigøre personaleressourcer i den kommunale sundheds- og plejesektor. Vi arbejder naturligvis samtidig for at forbedre apotekernes honorarer, der ikke har været reguleret i tyve år.

Som et naturligt led i en udvidet rolle i sundhedsvæsenet må vi på apotekerne løbende udvikle os og styrke vores faglighed. Og det er netop, hvad vi gør med beslutningen om at udrulle den mentaliserende kommunikation på landets apoteker - se artikel: Mentalisering udbredes på alle landets apoteker

Det er en stor og vigtig satsning, som skal gøre os i stand til at bringe vores lægemiddelfaglighed i spil, så den giver størst mulig værdi for borgerne. Beslutningen er et vigtigt skridt – men dog kun et skridt. Forudsætningen for, at vi kan skabe det løft af sektoren, som er ambitionen med aftalen, er, at apotekerne benytter sig af muligheden – til gavn for borgerne og for medarbejderne, som med uddannelsen får et vigtigt kompetenceløft. Opfordringen er hermed givet videre