Gå til indhold

Danske apoteker flot repræsenteret på årets FIP-kongres

Kunstig intelligens, farmaceutordination og global ulighed i sundhed var blandt hovedtemaerne på årets FIP-kongres, hvor mange danskere deltog og bidrog. Næste år afholdes kongressen i København.

TRINE GANER

overraekkelse-af-flag-fip.jpg OVERRÆKKELSE. Pharmadanmarks adm. direktør Susie Stærk Ekstrand og Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen får overrakt FIP-flaget og således værtsskabet for FIP-kongressen næste år, der finder sted i København.

Den stod på erfaringsudveksling, inspiration og pleje af internationalt netværk, da den verdensomspændende farmaceutorganisation FIP holdt sin årlige kongres i Cape Town i Sydafrika i starten af september. Mere end 3.300 deltagere fra 96 lande var samlet til den 82. kongres – blandt dem mange repræsentanter fra de danske apoteker.

Programmet var vanen tro præget af det land, der er vært for kongressen, og deltagerne fik således i år et indblik i det sydafrikanske sundhedssystem og de udfordringer, man oplever her. Konflikterne under og efter apartheid sætter stadig sit præg på landet – det gælder også i sundhedsvæsenet, der er todelt i et offentligt og et privat system. For at reducere uligheden i befolkningens sundhed søger man at mindske kløften mellem de to ved at forbedre finansiering, ressourcer og støtte på tværs af systemerne, fortalte de sydafrikanske værter blandt andet.

En vigtig del af en FIP-kongres er posterpræsentationerne, hvor blandt andre apoteksansatte fra hele verden deler resultater af deres forskning i farmaci og apotekspraksis. I år var otte danske postere med i konkurrencen, hvoraf et bidrag om apotekets rolle i håndtering af restordrer fik en imponerende tredjeplads inden for community pharmacy section. Bag præsentationen stod Sara Al-Ameri og Cathrine Simone Kahya fra Krone Apotekerne.

Kongresstafetten givet videre
Danmark var også i fokus ved kongressens afslutningsceremoni, hvor kongres-stafetten blev givet videre til Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen og Pharmadanmarks adm. direktør Susie Stærk Ekstrand. Næste år er det nemlig København, der er destination for de flere tusind deltagere fra hele verden, der forventes at strømme til, når FIP-kongressen afholdes i Bella Center i 2025 – en begivenhed, som Jesper Gulev Larsen ser frem til at være vært for, understregede han i sin tale, da han fik overrakt FIP-flaget.

”Det er en stor ære at blive udnævnt, og vi ser meget frem til at være værter for den næste FIP-kongres i København,” sagde han blandt andet. Han opfordrer i øvrigt apotekerne til allerede nu at sætte kryds i kalenderen for at sikre en stor dansk delegation med repræsentation fra apotek, hospital, medicoindustri og forskning.