På ti apoteker landet over kan man gå direkte ind fra gaden og mod betaling blive testet for tre kønssygdomme. Resultatet kommer i en sms indenfor 45 minutter. Det samme gør en recept på medicin, hvis svaret er positivt. På Aalborg Løve Apotek er man glad for at kunne bidrage til at stoppe smittekæder ved at gøre det let at blive testet.
Klamydia er den mest udbredte kønssygdom blandt unge danskere. I 2022 var der over 35.000 positive klamydiatests blandt de 15-29-årige. Det tal er heldigvis faldet til henved 24.000 sidste år, men samtidig er gonorré i stigning.
Begge sygdomme kan smitte, selv når der ikke er symptomer, og i værste fald føre til blandt andet fertilitetsproblemer. Derfor er tidlig opsporing afgørende. Og det er netop en del af baggrunden for, at ti apoteker landet over er med i et pilotprojekt, hvor de tilbyder PCR-test for klamydia, gonorré og mycoplasma.
Apotekerne får stillet en maskine til rådighed af virksomheden Plus Medical, som kan levere et prøvesvar på få minutter. Borgeren skal blot aflevere en urinprøve, og så kommer svaret og en eventuel recept som sms tre kvarter senere.
Analyseudstyret er ifølge Plus Medical på niveau med eller bedre end det, hospitalerne råder over.
”Vores analyseinstrument er det første i verden, der er godkendt til at analysere prøver alene baseret på en urinprøve for både kvinder og mænd. Podning fra underlivet er ikke nødvendigt længere,” siger grundlæggeren af Plus Medical, Anders Tretow-Loof.
’Klamydiaens hovedstad’
Blandt de apoteker, der er med i ordningen, er Aalborg Løve Apotek. Her oplever apoteker Puyan Abedinpour stor interesse fra borgerne, efter at det i oktober blev muligt at blive testet.
”Aalborg har været kendt som ’klamydiaens hovedstad’, og selvom vi heldigvis ikke længere er i top, er sygdommen meget udbredt i Nordjylland,” siger han.
Apotekeren oplever, at målgruppen for den nye ydelse er bredere end ventet.
”Vi troede, at det mest var unge, som ville lade sig teste, men der kommer alle typer mennesker i stort set alle aldre. Nogen synes, at prisen er høj, men for mange, er muligheden for hurtigt svar afgørende. Folk er glade for at få besked, hvis de fx står en fredag eftermiddag, og det er for sent at komme til lægen inden weekenden,” siger Puyan Abedinpour.
En anden motivation for at betale for testen på apoteket, er muligheden for fuld diskretion. Man kan nemlig vælge, at prøvesvaret ikke deles med egen læge og Sundhed.dk, hvilket man fra lignende initiativer, fra blandt andre Sex & Samfund, ved kan være afgørende for nogen, som ellers ikke ville lade sig teste.
”Nogen er meget flove og vil ikke have, at familiens læge ved besked om, at de muligvis har en kønssygdom. Flere fortæller, at de ikke var blevet testet, hvis det ikke var for apotekets tilbud,” siger Puyan Abedinpour.
Nemt for borgeren og apoteket
Når en borger ønsker en test for kønssygdom, stiller apotekeren en række spørgsmål om blandt andet symptomer, allergi med videre. Derefter udleveres et testkit, og prøven skal afleveres på apoteket, inden der er gået tre timer.
Prøven analyseres i et apparat, der er på størrelse med en kaffemaskine. Efter testen vises rapporten direkte på maskinens skærm, hvorefter apoteket overfører data til Plus Medicals platform.
Hvis prøven er positiv, udskriver en af Plus Medicals syv læger recept på medicin med det samme. Lægen kan også kontakte borgeren, hvis der er behov for yderligere undersøgelse eller behandling.
Hurtigere end hos egen læge
”I alle tilfælde har den, som er blevet testet, fået svar inden for 45 minutter. Det er langt hurtigere end hos egen læge, hvor man skal vente flere dage på, at prøven sendes til analyse på Centrallaboratoriet sammen med en masse andre, og svaret sendes tilbage til egen læge,” siger Anders Tretow-Loof.
På Aalborg Løve Apotek har man haft en del positive prøver.
”For os handler det om folkesundheden og om at få stoppet smittekæden ved at gøre det lettere at blive testet. Kvinder kan blive sterile og få behov for fertilitetsbehandling på grund af kønssygdomme, og sundhedsvæsenet er rigeligt presset,” siger Puyan Abedinpour og fortsætter:
”Det er afvekslende med nye opgaver og en fin tillægsydelse. Borgerne behøver ikke stå og vente men får svaret på mobilen og kan få udleveret medicin på et hvilket som helst apotek,” siger Puyan Abedinpour.
Plus Medical planlægger at udlåne PCR-udstyret til yderligere fem apoteker inden nytår. Næste år er målet, at 50 apoteker kan teste for klamydia, gonorré og mycoplasma.