Flere apoteker tilbyder nu hjælp til medicinsk vægttab i samarbejde med virksomheden Medicals. Et af dem er Vejlby Apotek, hvor man oplever, at ydelsen ligger i naturlig forlængelse af apotekets øvrige rådgivning. Og så er det en spændende opgave for medarbejderne at hjælpe en ny målgruppe til bedre sundhed.
I kampen mod overvægt er medicinsk behandling på rekordtid blevet et nyt vigtigt våben. Mange får hjælp via egen læge, men her kan ventetiden være lang, og det har banet vejen for forskellige private tilbud. Et af dem er Aposund, hvor apoteker landet over i samarbejde med virksomheden Medicals, tilbyder strukturerede vægttabsforløb, der kombinerer en recept på et vægttabsmiddel efter grundig visitering, med rådgivning og kontrolmålinger på apoteket.
Aposund er en del af Apovac, og ordningen følger de danske retningslinjer for brug af medicin til vægttab. Heri hedder det blandt andet, at man for at få udskrevet vægttabsmedicin enten skal være svært overvægtig eller overvægtig og have mindst én vægtrelateret følgesygdom eller risikofaktor.
Samme retningslinjer som egen læge
Desuden er det et krav, at borgeren forinden har forsøgt at tabe sig ved livstilsintervention. Det fortæller Sofie Bech, der er klinisk diætist ved Medicals. Hun varetager konsultationerne i samarbejde med læge Kasper Banke hos Medicals.
”Vi følger de samme retningslinjer som de praktiserende læger. Hvis borgeren for eksempel har nedsat nyre- eller leverfunktion, historik med sygdom i bugspytkirtlen eller spiseforstyrrelse, udskriver vi ikke medicin,” siger hun.
Borgere med type 2-diabetes kan ikke i indgå i forløb hos Aposund, da de ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal følges tæt af egen læge. Det kan ikke varetages forsvarligt i et apoteksbaseret vægttabstilbud, og derfor håndteres de borgere i almen praksis, forklarer Sofie Bech.
”Vi kan ikke følge dem så tæt som egen læge og vurderer derfor ikke, at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt,” siger hun.
Begynder med videokonsultation
Vægttabsforløbet hos Aposund begynder med en videokonsultation med Sofie Bech. Målet med konsultationen er at afklare, om medicinsk vægttab overhovedet er relevant for borgeren.
”Det er et krav, at konsultationen foregår på video, for at jeg kan vurdere borgeren objektivt. Det giver samtidig et bedre indtryk af, hvem vedkommende er. Jeg kan aflæse kropssprog, når jeg for eksempel spørger ind til, hvilke andre former for vægttab han eller hun har prøvet tidligere og spørger til forventninger og mål fysisk og mentalt.”
”De fleste sætter realistiske mål og vil egentlig bare ned på et sundt BMI og have madro, forstået sådan, at de bruger meget tankevirksomhed på mad og snacker hele tiden.” Sofie Bech orienterer også om virkning og mulige bivirkninger ved de tre præparater Mounjaro og Wegovy eller Ozempic, der tilbydes off label.
Endelig rådgiver hun om betydningen af sund kost og styrketræning for at undgå tab af muskelmasse.
Hvis borgeren er i målgruppen for vægttabsmedicin, booker Sofie Bech en tid på apoteket, hvor vedkommende bliver målt og vejet for at tjekke, at tallene ligger indenfor de nationale retningslinjer. Indtil videre er kun én blevet afvistaf den grund efter besøget på apoteket
Ud over at veje og måle, rådgiver souschef Samer Dekmak og hans kollegaer de mange, der er usikre på, hvordan man injicerer vægttabsmedicinen. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Hurtigt voksende målgruppe
Aarhus Vejlby Apotek var et af de første, som gik ind i det nye samarbejde, og apoteker Cesare Cota har oplevet en hurtigt voksende målgruppe, især blandt kvinder i 50’erne.
”Jeg tror, forklaringen er, at borgerne ser apotekerne som en del af sundhedsvæsenet og føler sig i gode hænder her,” siger Cesare Cota.
Nogen fortæller, at de har haft svært ved at få en tid til en samtale om vægttab hos egen læge. Andre er allerede i behandling hos en anden privat udbyder men foretrækker at flytte til Aposund.
”Vi har en medicinsk godkendt vægt, der er valideret af Medicals, og som sikrer, at vægt og højde bliver målt korrekt. Desuden kan vi vejlede om injektionsteknik,” forklarer Cesare Cota.
På Aarhus Vejlby Apotek foregår målingen i et separat konsultationsrum. Oplysningerne om vægt og højde sendes herfra til Medicals’ læge, der på forhånd er orienteret om, at en borger har tid på apoteket, og sidder klar ved computeren.
Hvis borgeren kan godkendes til vægttabsmedicin, bliver recepten udskrevet inden for et kvarter, og borgeren kan få udleveret medicinen med det samme.
Herefter gennemfører Medicals opfølgningssamtaler hver 4. uge, hvor effekten af medicinen og eventuelle bivirkninger kan drøftes klinisk diætist Sofie Bech. Efter fem måneder og derefter hvert halve år kommer borgeren på apoteket og bliver vejet igen for at følge udviklingen.
Vejleder om injektionsteknik
Souschef på Aarhus Vejlby Apotek Samer Dekmak varetager, sammen med kollegaer, ydelsen. Han oplever, at mange spørger om hjælp til at lære injektionsteknikken de første gange.
”Der er rigtig mange, som er usikre på, hvordan man injicerer medicinen. Her kan vi rådgive og vejlede og skabe tryghed,” siger han.
Han og kollegaerne på apoteket er glade for at kunne tilbyde den nye ydelse, fordi den giver afveksling og faglig udvikling. Og så er det tilfredsstillende at bidrage til at skabe værdi for både den enkelte og for samfundet.
Ansætter flere medarbejdere
Interessen er der også fra borgernes side, og Medicals opnormerer nu med yderligere to medarbejdere til at tage konsultationerne. Desuden vil der fremover være tider i ydertimerne.
”Hos os bliver man fulgt fast af én person, så nu, hvor vi har fået flere borgere, er vi nødt til at være flere ansatte,” siger Sofie Bech.
foto: Andreas Bang Kirkegaard.
LÆS OGSÅ: Apoteker tester for kønssygdomme