Gå til indhold
Ny Apoteker

Apoteket skal være et stærkt, lokalt sundhedscentrum

Jehan Goreal er ny apoteker på Aalborg Vejgaard Apotek, som han overtager pr. 1. maj 2026. Han kommer fra en stilling som souschef på Storvorde Sejlflod Apotek.

Jehan Goreal 1200Px

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville være apoteker?
Jeg har altid haft en fascination af apoteker. Som barn boede jeg ved siden af et apotek i Nordirak, og her holdt jeg øje med, hvem der kom ind og ud af apoteket, og jeg var meget nysgerrig på, hvad det var for et sted.

Da jeg var 13 år, kom min familie og jeg til Danmark. I 8. klasse var jeg i erhvervspraktik på et apotek. Jeg vidste ikke, hvad en farmakonom eller en farmaceut var, men jeg bed mærke i, at der var mange ansatte på apoteket modsat i Nordirak, hvor der kun var én eller to medarbejdere på apoteket. Den høje faglighed, og muligheden for at gøre en forskel for mennesker, tiltrak mig.

Hvorfor søgte du netop bevillingen til Aalborg Vejgaard Apotek? 
Da bevillingen blev ledig, var jeg et sted, hvor jeg var klar til at påtage mig rollen og ansvaret som apoteker. I forbindelse med ansøgningsprocessen besøgte jeg apoteket flere gange. Jeg kunne mærke, at der var en rigtig god stemning blandt personale og kunder, og at stedet var præget af faglighed, tryghed og omsorg. Det er netop disse værdier, jeg selv vægter allerhøjest. Jeg havde en lang liste af spørgsmål til den afgående apoteker, Rinette Rohde, som tog sig rigtig god tid til at svare på dem alle. Det samme gjorde personalet. Jeg kunne mærke, at der var en rigtig god kemi mellem os. Det bekræftede mig i, at det var den helt rette bevilling, og at jeg ville arbejde ekstra hårdt og gøre mit absolut bedste.

Den absolut vigtigste erfaring er kendskabet til forskellige medarbejderdynamikker, og hvordan man gennem forståelse og empati kan skabe et trygt arbejdsmiljø
Jehan Goreal Apoteker, Aalborg Vejgaard Apotek

Hvilken erfaring tager du med dig?
Jeg har løbende kvalificeret mig til en dag at kunne søge en bevilling via efteruddannelse inden for blandt andet drift, ledelse, økonomi. Men den absolut vigtigste erfaring er kendskabet til forskellige medarbejderdynamikker, og hvordan man gennem forståelse og empati kan skabe et trygt arbejdsmiljø. I mine 10 år på apotek har jeg fået et godt kendskab til forskellige mennesketyper, og jeg har lært, at god ledelse handler om at lytte og forstå sine medarbejdere for derefter i fællesskab at kunne finde frem til, om der er noget, der skal forandres, og hvordan.

Hvilke udviklingspotentialer ser du på Aalborg Vejgaard Apotek?
Jeg kommer til at sætte fokus på sundhedsydelser og det tværfaglige samarbejde med kommunen, plejecentre og læger. Sammen med personalet vil jeg finde ud af, hvordan vi kommer i mål med at lave flere medicinsamtaler. Hvad kan vi gøre for, at kunderne føler sig trygge i situationen, og hvad har personalet brug for, så de føler sig godt klædt på.

Hvordan drømmer du om, at Aalborg Vejgaard Apotek ser ud om fem år?
Apoteket er i forvejen et velkørende og moderne apotek med en høj faglighed, og min drøm er at videreudvikle på det stærke fundament. Drømmen er, at apoteket fortsat bygger på faglig stolthed, tryghed og et godt arbejdsmiljø - og fungerer som et stærkt lokalt sundhedscentrum for borgerne. Vi har fokus på det tværfaglige arbejde, og vi er godt i gang med sundhedsydelserne.

Jehan Goreal

2026: Apoteker Aalborg Vejgaard Apotek

2023: Souschef, Storvorde Sejlflod, Skalborg Apotek og Universitets Apotek Aalborg

2023: Souschef, Grenaa Apotek

2022: Projektansættelse, Storvorde Sejlflod Apotek samt deltidsfarmaceut, Randers Løve Apotek

2017: Daglig leder, Silkeborg Svane Apotek og Silkeborg Ørne Apotek

2016: Apoteksfarmaceut, Horsens Søndergades Apotek og Bankager Apotek

2016: Cand. pharm. Syddansk Universitet