Gå til indhold
Sundhedsydelser

Farmakonomer bidrager til rekordmange medicinsamtaler på apotekerne

Flere end nogensinde fik sidste år en medicinsamtale på apoteket. Udviklingen skyldes ikke mindst, at apotekets farmakonomer nu også kan stå for samtalerne. Det kræver en indsats at komme i gang, men når man først er det, er det en spændende opgave, lyder erfaringerne fra tre apoteker, som Farmaci har talt med.

Hvide Tabletter 1200Px

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

Skal jeg tage medicinen med eller uden mad? Skal den tages hver dag på samme tidspunkt? Og hvordan forholder jeg mig, hvis jeg oplever bivirkninger?

De spørgsmål – og mange flere – kunne 72.706 borgere med en nydiagnosticeret kronisk sygdom få svar på, da de sidste år fik en medicinsamtale på apoteket. Det er markant flere end året før, hvor 47.379 fik en medicinsamtale på et af landets apoteker.

Udviklingen skyldes ikke mindst, at hvor det før var forbeholdt apotekets farmaceuter at gennemføre en medicinsamtale, fik farmakonomerne sidste år også mulighed for at påtage sig opgaven efter at have gennemført efteruddannelse.

Ifølge sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen, Birthe Søndergaard, viser de mange gennemførte samtaler, at ordningen fungerer efter hensigten. Flere kronikere får nu støtte og rådgivning i den første tid med ny medicin.

”Den første tid med ny medicin kan skabe usikkerhed for mange, og her spiller apoteket en vigtig rolle i at forebygge fejl og styrke patientsikkerheden. At farmakonomerne nu også kan gennemføre samtalerne betyder, at endnu flere kan få den støtte, de har brug for, når de starter ny behandling,” siger Birthe Søndergaard.

Fakta

2025 blev ikke kun rekordår for medicinsamtaler. Også antallet af compliancesamtaler toppede med 21.828 samtaler, og ydelsen Tjek På Inhalation blev udført 57.130 gange.

Kræver en indsats
Hun anerkender den store indsats, der ligger i at få uddannet farmakonomerne og gjort dem trygge ved at tage sig af samtalerne. ”Vi er klar over, at det kræver en indsats at skulle i gang med en ny opgave. Både fra apotekets side og i høj grad også for farmakonomerne, som skal træde ind i en ny rolle,” siger hun.

Det genkender man på de tre apoteker, som Farmaci har talt med. De har alle haft det som prioriteret indsats at få farmakonomerne i gang med medicinsamtalerne.

På Thisted Apotek blev alle apotekets 12 farmakonomer uddannet i løbet af et par måneder og er nu godt i gang med at lave medicinsamtaler. Inden de nåede så langt, var de dog forbeholdne, og de skulle lige vænne sig til tanken om, at de skulle til at tage en ny rolle på sig. Det ændrede sig dog, da en af farmakonomerne havde været på kursus, hvor hun havde hørt mere om, hvad den nye opgave indebar. ”Hun kom tilbage og fortalte de andre, at det var noget, de sagtens kunne klare, og så blev de enige om, at det ville de gerne alle sammen,” fortæller apoteker Susanne Møller.

Nu ser de medicinsamtalerne som en fagligt spændende opgave, og apoteket har netop etableret et nyt samtalerum, som kan bruges til medicinsamtaler. ”Farmakonomerne melder tilbage, at de synes, det giver et godt flow, at kunden ikke skal henvises til en farmaceut, men at de selv kan tage hele forløbet med ekspedition og medicinsamtale,” fortæller Susanne Møller.

Anders Nicolai Nielsen

"Vi opfordrer til, at man starter med at lave medicinsamtaler i de emner, som man føler sig bedst hjemme i"

Anders Nicolai Nielsen, apoteker på Ordrup Apotek

Sværere end ventet
Også hos apoteker Anders Nicolai Nielsen på Ordrup Apotek er farmakonomerne godt i gang. Her er 14 ud af 16 af apotekets farmakonomer i dag uddannet, men vejen derhen var lidt sværere, end apotekeren først havde troet. Da han skrev på intranettet, at man kunne melde sig til uddannelsen, var der i første omgang kun én, som meldte sig, og det krævede en indsats fra ledelsens side at få flere med.

”Det er en ny opgave og en forandring for farmakonomerne, som har været forbundet med noget usikkerhed og nervøsitet. Det er helt forståeligt, og det har derfor taget lidt længere tid, end jeg måske havde tænkt,” siger Anders Nicolai Nielsen.

Men gennem fælles snakke om uddannelsen og opgaven, fik de talt højt om de usikkerheder, som stod i vejen, og lige så langsomt begyndte tilmeldingerne at tikke ind.

Fejres med kage
I dag er næsten alle farmakonomerne uddannet, og de ser det som en attraktiv opgave – ikke mindst fordi kunderne er glade for samtalen.

”Det kan stadig være forbundet med usikkerhed, men vi opfordrer til, at man starter med at lave medicinsamtaler i de emner, som man føler sig bedst hjemme i, og derefter kan man bygge på. Det handler om at komme i gang, og når en farmakonom har lavet sin første medicinsamtale, fejrer vi det med kage,” siger Anders Nicolai Nielsen.

Susanne Møller Jensen

"Farmakonomerne melder tilbage, at de synes, det giver et godt flow, at kunden ikke skal henvises til en farmaceut"

Susanne Møller apoteker Thisted Apotek

Ikke én rigtig løsning
På apoteker Ragnhild Birgitte Jensens tre apoteksenheder er der endnu en del farmakonomer, som ikke er uddannet. Det er der en god grund til. Blandt andet, at hun har tre enheder, som er meget forskelligt organiseret. Heriblandt vagtapoteket Ørnen i Odense, hvor der er mange farmaceuter ansat, og hvor farmakonomerne derfor hovedsageligt står for receptur, kampagner, logistik og uddannelse af farmakonomer.

På sigt er det planen, at de skal uddannes, men det skal ske i et tempo, som giver mening i forhold til opgaverne og organiseringen på de enkelte enheder, lyder det fra Ragnhild Birgitte Jensen. ”Det er supergodt, at farmakonomerne nu også kan lave medicinsamtaler. Men når det kommer til, hvordan man organiserer uddannelsen af farmakonomerne, er det vigtigt at huske, at apotekerne er forskellige, og det vil også afspejle sig i måden, man griber opgaven an på. Der er ikke én rigtig måde, og for nogle betyder det, at det kan tage længere tid at uddanne farmakonomerne,” siger hun.

Antallet af medicinsamtaler forventes at stige yderligere i takt med, at endnu flere farmakonomer bliver uddannet. ”Det bliver spændende at følge udviklingen, og vi forventer, at antallet af medicinsamtaler fortsat kommer til at stige, når endnu flere farmakonomer bliver uddannet,” slutter Birthe Søndergaard.