Gå til indhold
Leder

Et kig i krystalkuglen

Hvad kan vi se frem til i det år, der ligger for vores fødder? Lad os tage et kig i krystalkuglen.

JESPER GULEV LARSEN

jesper-gulev-larsen-komprimeret.jpg (4) Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening. FOTO: LIZETTE KABRÉ

CHAMPAGNEN ER DRUKKET, raketterne fyret af, og rådhusklokkerne har ringet nytåret ind. Når dette blad lander på apotekerne, er et nyt år i gang. Men hvad kan vi se frem til i det år, der ligger for vores fødder? Lad os tage et kig i krystalkuglen.

Allerede nu ved vi, at 2025 bliver året, hvor apotekernes rolle i sundhedssektoren styrkes yderligere, når farmakonomerne i den kommende tid skal i gang med at udføre medicinsamtaler, og der åbnes op for, at nye kronikergrupper får gavn af en compliancesamtale.

Det bliver også året, hvor vi tager et stort skridt nærmere brugen af kunstig intelligens i apotekernes drift og ydelser. Alle taler om AI, og mange af os har måske prøvet at bruge ChatGPT til at planlægge rejser eller skrive en sang til moster Kirstens fødselsdag. Men at bruge teknologien professionelt i større skala kræver mange både praktiske og etiske overvejelser – ikke mindst når man som os har med menneskers sundhed at gøre.

I Apotekerforeningen har vi efter nogen tids undersøgelse af området nedsat et hurtigt arbejdende medlemsudvalg, som skal præsentere sine anbefalinger for bestyrelsen allerede til maj. Det ser vi frem til. For ingen tvivl: AI kommer til at forandre verden – også på apotekerne. Læs mere i artiklen: Hvad kan apoteket bruge AI til?

2025 bliver også året, hvor vi stiller skarpt på bæredygtighed på apotekerne. Der er initiativer i gang på apoteker rundt omkring, men tiden er inde til, at vi ser på, hvordan vi som sektor kan tage et ansvar for at fremme bæredygtig drift i bred forstand. Vi kan starte med at kigge til Holland, hvor apotekerne og resten af sundhedsvæsenet er i gang. Læs mere i artiklen: I Holland skal apotekerne være mere bæredygtige.

I 2025 kan vi også se frem til at skulle være værter for den 84. farmaceutiske verdenskongres, som FIP afholder i København den 31. august - 3. september. Farmaceuter og farmakonomer fra landets apoteker kan glæde sig til en kæmpe faglig oplevelse og masser af inspiration fra apoteker verden over. Jeg glæder mig til, at vi skal vise de tusindvis af deltagere fra hele verden, hvad de danske apoteker kan og står for – ikke mindst i de forhåbentlig mange posters, som vi kan præsentere på kongressen. Læs mere her

Et nyt år giver også anledning til håb. Jeg håber også, at 2025 bliver året, hvor man efter år med udbud og skiftende organiseringer lægger sig fast på en mere stabil model for influenzavaccination af risikogrupper. Det skylder man både udbydere og ikke mindst de sårbare borgere.

Og håbet er som bekendt lysegrønt – i alt fald i skrivende stund. Så lad 2025 være året, hvor vi når til enighed med Sundhedsministeriet om fuld implementering af den nye økonomimodel for apotekerne – en implementering, der skaber et solidt grundlag for fremtidens apotekssektor.

Godt nytår