Forskning foregår ikke kun i laboratorier og på universiteter. Også på apotekerne spirer nye idéer, og med Netværk for Udvikling af Apotekspraksis (NUAP) bliver der hurtigt omsat tanker til handling. Her får du et indblik i fire NUAP-projekter: fra SMIL-projektets styrkede samarbejde på tværs af afdelinger og onboarding i voksende apotekskæder til hverdagslivet på apoteket i billeder og udviklingen af PEP-fløjten som sundhedsydelse.
Min hverdag på apotek
Hvordan opfatter medarbejdere på apotek egentlig deres arbejde – hvad fylder i deres hverdag – både fagligt og menneskeligt? Det spørgsmål kom op på et netværksmøde i NUAP’s styregruppe og blev afsættet for projektet ”Min hverdag på apotek”.
Gennem en omfattende fotoindsamling har apoteksansatte beskrevet deres hverdag på apotek. Projektet er inspireret af et canadisk projekt, hvor man bad de ansatte tage billeder af deres hverdag koblet med små beskrivelser.
Metoden hedder Photovoice, og i det danske projekt lavede man først en pilottest, hvorefter man inviterede alle interesserede apoteksansatte til at deltage, fortæller Kerly Servilieri, som er apoteker på Firkløver Apoteket Horsens, Brædstrup og Østbirk og en del af projektgruppen.
Deltagerne blev bedt om at tage tre billeder, som beskrev deres hverdag, samt en kort beskrivelse af, hvad der var på fotoet, og hvorfor dette var valgt.
Det resulterede i intet mindre end 126 billeder fra 25 forskellige apoteker. ”Projektet var med til at vise, at der er en stor kompleksitet i arbejdsopgaverne på apoteket. Vi så, at der både var en faglig stolthed blandt farmakonomer og farmaceuter, men også blandt vores servicemedarbejdere og studerende, og projektet var med til at vise vigtigheden af alle arbejdsfunktioner på apoteket,” fortæller Kerly Servilieri. Projektet viste også at der, trods et fælles mål om at understøtte borgernes sundhed, stadig er plads til diversitet i medarbejdernes faglige interesser.
”For en studerende er det måske kendskabet til nye produkter, som er interessant, mens det for mere erfarne medarbejdere er stoltheden over at lave en god medicinsamtale,” fortæller Kerly Servilieri.
Forfattere til posteren ”Everyday Life at Danish Pharmacy”: Charlotte Rossing, Susanne Bendixen, Kerly Servilieri, Gitte Christensen, Tina Linde, Trine Graabæk, Lotte S. Nørgård og Gitte Husted.
Kerly Servilieri, apoteker på Firkløver Apoteket Horsens, Brædstrup og Østbirk.
Hvordan bruges PEP-fløjte-instruktionen på apotekerne?
Det blev fejret med bobler i projektgruppen da deres materialer til skrankerådgivning i PEP-fløjte blev lagt ud på medlemsnettet i efteråret 2025. Nu undersøger projektgruppen, om man er kommet i gang med at bruge materialerne til PEP-fløjten på apotekerne.
I efteråret 2025 blev materialer til rådgivning i PEP-fløjte lagt på medlemsnettet. Det betyder, at apotekspersonale i hele landet nu kan bruge den instruktion m.m., som Lone Søndergaard og hendes projektgruppe har udviklet og testet. Materialerne kan bruges, når man i skranken skal vejlede lungepatienter og patienter med senfølger af Covid-19 i brugen af PEP-fløjten.
”Det er en stor tilfredsstillelse at se, hvordan vores forskning i PEP-fløjten er udmundet i konkret materiale til skrankerådgivning, som kan bruges af alle apoteker. Det er en faglig blåstempling af vores arbejde, som vi er meget stolte af, ” siger Lone Søndergaard, som er farmaceut på Firkløverapotekerne Horsens og en del af projektgruppen, som også består af Lisbeth Haagen, farmaceut på Åbyhøj Apotek og Pernille Jørgensen, farmaceut på Rødding Apotek. De tre kendte ikke hinanden i forvejen men fandt sammen via Netværk for Udvikling af Apotekspraksis.
Nu er de i gang med tredje del af PEP-fløjteprojektet, som skal undersøge, om materialerne rent faktisk bliver brugt ude på apotekerne. En spørgeskemaundersøgelse er sendt ud til apotekerne, både via mails fra NUAP, men også via mere alternative kommunikationskanaler som LinkedIn og Facebook, for at komme bredt ud, fortæller Lone Søndergaard.
Med undersøgelsen håber man at blive klogere på, hvordan det ser ud med ibrugtagning af materialet. Har det fx en betydning, at der udpeges en ansvarlig for implementeringen, og hvordan har man præsenteret materialet på apoteket?
Nu skal data analyseres, og resultaterne forventes at ligge klar i foråret 2026. Planen er, at projektet skal præsenteres med en poster på FIP 2026.
Lone Søndergaard, farmaceut på Firkløverapotekerne Horsens.
Styrket samarbejde og fælles forståelse for apotekets kerneopgave
En workshop satte gang i fælles drøftelser om apotekets kerneopgave, og selvom workshoppen viste, at medarbejderne faktisk havde en god forståelse for kerneopgaven, hjalp workshoppen med at skabe et fælles sprog, som smittede af på arbejdsglæden.
Med fire forskellige apoteksafdelinger kan det være svært at skabe en fælles retning og et fælles kollegaskab, hvor alle mærker, at de er en del af samme organisation, som arbejder mod samme mål. Derfor satte Samara Saady, som er farmaceut på Randers Løve Apotek, sig for at undersøge, om man i fællesskab kunne finde frem til apotekets kerneopgave.
Det blev blandt andet til en workshop, hvor alle apotekets medarbejdere skulle brainstorme over, hvad apotekets kerneopgave består i. ”Det var simpelthen den bedste workshop – det var, som om alle vores hjerner vibrerede sammen. Der kom så mange gode refleksioner over, hvad der gør apoteket til en god arbejdsplads, og hvad vores kerneopgave består i. Vi fik skabt et fælles sprog og et engagement, som har bidraget positivt til arbejdsglæden,” fortæller Samara Saady.
Med afsæt i workshoppen blev projektet SMIL udviklet, som blandt andet resulterede i plakater med vigtige nøgleord fra workshoppen, som blev sat op i apotekets personaleområder. ”Projektet har hjulpet os til at holde samtalen om kerneopgaven i gang, og skabe en større bevidsthed om mål og mening med vores opgaver,” siger Samara Saady
Samara Saady, farmaceut på Randers Løve Apotek.
Onboarding af nye medarbejdere har stor betydning for læring og engagement
Når det kommer til onboarding af nye medarbejdere på apotekerne, er der plads til forbedring. Det viser Mie Vindahl Andersens projekt ”Onboarding i stadig større og mere komplekse apotekskoncerner”.
Onboarding af nye medarbejdere spiller en afgørende rolle for trivsel, engagement og tilknytning til arbejdspladsen. Men når det kommer til onboarding i apotekssektoren, findes der ikke meget systematisk forskning på området.
Derfor satte Mie Vindahl Andersen sig for, i sit afsluttende projekt på HD i Organisation og Ledelse, at undersøge, hvordan onboarding i stadig større apotekskoncerner ser ud. Hvad gør man for at nye medarbejdere får en god start på apoteket i en sektor, hvor apotekskoncernerne fortsat vokser og bliver mere komplekse.
Hun lavede projektet, mens hun var ansat som farmaceut på Haderslev Løve Apotek, men er i dag ansat som sundhedsfaglig konsulent i Danmarks Apotekerforening.
Dataindsamlingen bestod af en kombination af en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt nyansatte medarbejdere (N63) og kvalitative interviews med fire apotekere, én farmaceut, én farmakonom og to famakonomstuderende.
Projektet viste, at der er betydelige variationer i kvaliteten af onboarding mellem apotekerne, men at den samlet set er mangelfuld. Preboardingen var ofte underprioriteret, hvilket skabte uklarhed om roller og forventninger, en decentral struktur og høj rotation, som begrænsede socialisering og kompetenceudvikling.
Projektet viste også, at relationer til kollegaer og mentorer havde afgørende betydning for tryghed, læring og integration, mens onboardingens længde, timing og prioritering havde stor betydning for det organisatoriske engagement.
Generelt var de apoteker, der deltog i projektet, gode til at lave sociale arrangementer for medarbejderne, som for eksempel morgenmadshygge, biografture og udflugter, ofte initieret af både ledelsen og personalet.
Mie Vindahl Andersen, tidligere farmaceut på Haderslev Apotek, nu sundhedsfaglig konsulent i Apotekerforeningen
Nyt forskningsprojekt undersøger, hvordan apoteket kan støtte borgere med angst og depression
Mere end 700.000 danskere får medicin for en psykisk lidelse, og for mere end halvdelen er medicinen den eneste behandling. Nu skal et stort forskningsprojekt undersøge, om apoteket kan støtte disse borgere gennem nye samtaleformer.
Det var en utrolig god oplevelse
Spørgsmålene stod i kø, da Maja Kristiansen Kjærholm underviste en 4. klasse til Skole-Medicin-Temadagen
Gratis digital efteruddannelse giver danske farmaceuter adgang til global viden
Den verdensomspændende farmaceutorganisation FIP tilbyder gratis digital efteruddannelse i form af webinarer, symposier og podcasts. Det er en rigtig god mulighed, for der er masser af relevant viden at hente for danske apoteksfarmaceuter, lyder det fra Helle Jacobsgaard, som er sundhedsfaglig chefkonsulent i Danmarks Apotekerforening.