Gå til indhold
Begivenhed

Apotekerne klar til Folkemødet

Fra 11. til 14. juni danner Allinge på Bornholm igen rammen om Folkemødet. Apotekerne er som tidligere år til stede med Apoteltet foran Allinge Apotek.

Apotekerforeningen FM24 By Mail@Justine Hoegh.Dk 43 1200Px

Merete Wagner Hoffmann

Teltet byder på et tæt program alle tre dage med debatter og arrangementer fra kl. 9 til 19 i samarbejde med blandt andre Hus Forbi, Lungeforeningen, Pharmadanmark, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Osteoporoseforeningen.

Når Apotekerforeningen ikke selv er arrangør eller medarrangør, stilles teltet til rådighed for andre sundhedsorganisationer, herunder Nationalt Videnscenter for Demens, PLO, Høreforeningen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, KiAP, Pædiatrisk Selskab og FYAM.

Solcremeboden er igen på plads foran teltet, hvor sundhedsfaglig chefkonsulent Helle Jacobsgaard hele dagen giver råd om solbeskyttelse og tilbyder forbipasserende folkemødedeltagere en klat solcreme.

Hvordan hjælper vi polyfarmacipatienter?

Antallet af polyfarmacipatienter stiger. Omkring halvdelen af alle over 75 år behandles med mere end fem lægemidler. Men ansvaret for den samlede medicinering er uklart.

Sammen med Pharmadanmark samler vi aktører fra blandt andet almen praksis, apoteker og sygehusapoteker for at debattere, hvordan vi sikrer, at fokus på de multisyge polyfarmacipatienter ikke glemmes i det store arbejde med at implementere sundhedsreformen.
Apoteltet torsdag 11. juni kl. 16 – 17

Og sammen med Dansk Selskab for Almen Medicin ser vi på afmedicinering, og hvad apotekerne kan hjælpe til med i den forbindelse. Her er blandt andre Anton Pottegård, som står bag den nyeste vejledning, også med i panelet.
Apoteltet fredag 12. juni kl. 13 – 14

Patienter lades i stikken, når stikket er langt væk

Der skal gøres meget mere for at sikre lungesyge mod infektioner, der i sidste ende kan være dødelige. Sammen med Lungeforeningen inviterer Apotekerforeningen til debat om vaccinationer, som vi mener bør være et gratis tilbud hos den praktiserende læge eller på apoteket til alle med en kronisk lungesygdom.
Apoteltet torsdag 11. juni kl. 15 – 16

Udsatte kvinder lever i sundhedsvæsenets skygge

Hjemløse og udsatte kvinder overses ofte i sundhedsvæsenet og kommer for sent i behandling. Sammen med Hus Forbi sætter vi fokus på behov, barrierer og bedre tilbud til kvinder i udsathed.
Apoteltet torsdag 11. juni kl. 13 – 14

Få tjekket huden og bliv testet for osteoporose

Den lokale hudlæge kommer igen i år forbi apotekernes telt, giver sammen med en farmaceut gode råd om beskyttelse af huden og tjekker folkemødedeltagernes mulige hudskader. Desuden har Osteoporoseforeningen i samarbejde med overlæge Jens-Erik Beck Jensen sat tid af i teltet til en test og samtale om osteoporose.
Apoteltet fredag 12. juni kl. 15 – 17: Få tjekket din hud og bliv testet for osteoporose

Apoteltet lørdag 13. juni kl. 12 – 14: Bliv testet for osteoporose

Apoteltet lørdag 13. juni kl. 14 – 16: Få tjekket din hud

Er hormoner til kvinder i overgangsalderen en god idé?

Flere kvinder bruger hormonbehandling for at komme lettere gennem overgangsalderen – men hvad ved vi egentlig om effekt og risici? Hvad er overgangsalderen, og hvad skal kvinder forvente? Overlæge Anette Tønnes Pedersen, en af landets førende eksperter, deltager i en samtale om overgangsalder som opfølgning på apotekernes kampagne ’Ikke to overgange er ens’.
Apoteltet lørdag 13. juni kl. 10 – 11