Gå til indhold
JUBILÆUM

50 år med apoteket i hjertet

Fra egenproduktion af medicin og begrænset kundekontakt til medicinsamtaler og faglig rådgivning. Med 50 år i sektoren har farmakonom Linda Røgilds været med hele vejen.

Linda Beskåret

Da Linda Røgilds den 8. august fik fri fra arbejde på Christianshavns Apotek, troede hun, at det var en lørdag som alle andre. Men efter den sidste kunde var sendt ud ad døren blev hun overrasket af nuværende og tidligere kolleger, der sammen med Lindas familie stod klar til at fejre, at det er 50 år siden hun fik sit første job på apotek. Og hun har været i sektoren siden.

50-års jubilæet er en sjælden milepæl og fortællingen om et arbejdsliv, der har fulgt apotekernes udvikling gennem et halvt århundrede.

Da Linda begyndte som elev på Valby Apotek i 1976, blev medicin stadig fremstillet på apoteket, og farmakonomer måtte ikke rådgive kunderne om deres medicin.

”Dengang fremstillede apotekerne alt fra stikpiller og tabletter til hostesaft og cremer, og vi måtte ikke svare på nogen spørgsmål om medicinen. Hvis kunderne for eksempel spurgte, hvordan Kodimagnyl virkede, skulle vi sige: spørg lægen. I dag er det lige omvendt. Nu er mit job at rådgive,” siger Linda.

Den udvikling har ikke gjort hende mindre glad for sit arbejde på apotek. Tvært imod.

”Senest er vi farmakonomer begyndt at lave medicinsamtaler. Det er en kæmpe glæde at bruge sin faglighed på den måde,” siger hun.

Usædvanlig bedrift

At nå 50 år i samme branche er en usædvanlig bedrift. Alligevel har hun aldrig været i tvivl om sit valg af karrierevej.

”Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle noget andet. Jeg elsker mit arbejde. Hver evig eneste dag er forskellig. Det er rigtige mennesker, der står foran dig og har brug for det, du kan. Det er en glæde hver dag at kunne hjælpe kunderne, så de går glade ud af døren,” slutter Linda Røgilds.

Kender du en kollega, der fortjener omtale?

Det kan være i anledning af et jubilæum, en forfremmelse eller en anden særlig begivenhed. Kontakt redaktionen på farmaci@apoteket.dk.