På generalforsamlingen i 2024 blev det besluttet at sløjfe lønafgiftssystemet, hvor apotekerne betaler en lønafgiftstimepris per faglært medarbejder - uanset anciennitet. Det sker, når sektoren til næste år udskifter det nuværende lønsystem med et nyt og mere moderne. Og det nye IT-system, der er valgt til at håndtere apotekernes løn, er et standardsystem, som, i lyset af generalforsamlingens beslutning, ikke skal håndtere det komplicerede lønafgiftssystem.
Beslutningen om at nedlægge den sektorsolidariske ordning blev truffet, mens den nuværende formand Mads Haaning var næstformand. Han husker både debatten på kredsmøderne inden generalforsamlingen og ved selve generalforsamlingen:
”Stemningen var, at tiden havde overhalet de systemer, hvor vi dækker hinanden ind, når det handler om anciennitet. Vi er nu i højere grad blevet hinandens konkurrenter, og tiden er inde til, at vi fremover skal betale den faktiske udgift til løn. Som apotekere er vi selvstændige erhvervsdrivende, og det bør også afspejle sig i vores lønudgifter,” siger han og mener, at mange apoteker ikke vil mærke den store forskel, når anciennitetsudligningen forsvinder.
Fremover kommer lønudgiften altså til at afspejle apotekets personalesammensætning, så apoteker med flest medarbejdere på slutløntrinnene får lidt højere udgifter til løn, mens apoteker med flere nyuddannede til en lavere timeløn får lavere lønudgifter. Der er knap 43 kr. i difference på timelønsprisen mellem en farmaceut på højeste og laveste skalatrin. For farmakonomer er forskellen knap 30 kr. Derudover kommer udgift til pension.
Jeg er glad for, at vi bevarer en form for forsikringsordning ved langtidsfravær, som jo kan ramme alle apoteker og være en stor lønbelastning
Fortsat solidarisk dækning ved langtidsfravær
Også refusionsmodellen bliver ændret. Det er den forsikringsordning, hvor apotekerne hjælper hinanden med personaleudgifterne ved langtidssygemeldinger over 30 dage og ved barsel.
Den afløses af en ’sektorintern refusionsordning’, hvor der stadig vil være en vis solidarisk dækning ved fravær. Men det bliver med et gennemsnitsbeløb per medarbejdergruppe som et supplement til den offentlige syge- og barselsdagpengerefusion.
”På generalforsamlingen og i medlemsdebatten for to år siden var det samtidig et klart signal, at der er behov for en fortsat solidarisk dækning for langtidssygdom og barsel ud over den refusion, vi får fra det offentlige. Derfor er jeg glad for, at vi bevarer en form for forsikringsordning ved langtidsfravær, som jo kan ramme alle apoteker og være en stor lønbelastning,” fortæller Mads Haaning.
Han pointerer, at refusionssatsen ikke ligger helt fast endnu, og at den endelige sats for forsikringspræmie og refusionssats bliver besluttet af bestyrelsen i starten af 2027.
”Men jeg forventer da, at alle apoteker vil være godt dækket ved langtidsfravær i forhold til en almindelig dansk arbejdsgiver.”
Nyt lønsystem på vej til apotekerne
Fra næste forår tager sektoren et nyt lønsystem i brug, og det bliver mere brugervenligt og agilt – både for apotekerne og for lønadministrationen. En brugergruppe er med til at definere ønsker og forventninger til det nye system.
Et skridt nærmere protokoludlevering på danske apoteker
Justering i bekendtgørelse giver Lægemiddelstyrelsen hjemmel til substitutionsprotokoller. Dosispakket medicin er dog ikke omfattet.
Patientsikkerhed, AI og flere sundhedsopgaver på den internationale dagsorden
Fra 30. august til 2. september dannede Montreal i Canada ramme om årets FIP Congress 2026. Kongressen samlede 3.170 deltagere fra 113 lande under temaet “One Health, One Pharmacy – Bridging science, practice and education”.
Forskere: Apotekspersonalets arbejde er komplekst
Apotekspersonalets arbejde er langt mere komplekst, end man måske lige tror. Det viser et nyt forskningsprojekt, som har undersøgt samtaler, personalet har med borgerne på apoteket.