Gå til indhold
Leder

Der findes ingen nemme løsninger

Intet er helligt, når vi skal finde løsninger på rekrutteringsudfordringerne, så længe vi holder fast i det, der er vores dna: Lægemiddelfaglig rådgivning af høj kvalitet til de mange borgere, der hver dag kommer på landets apoteker.

JESPER GULEV LARSEN

jesper-gulev-larsen-komprimeret.jpg (5) Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening. FOTO: LIZETTE KABRÉ

VI MANGLER MEDARBEJDERE på apotekerne. Det er alvorligt. Vi har adresseret rekrutteringsudfordringerne et utal af gange fra mange vinkler, fordi det er et af den slags problemer, der er altoverskyggende, når man står med det. Hvis man ikke kan besætte ledige stillinger, må medarbejderne løbe hurtigere, og apotekeren ser sig nødsaget til at dække huller i skemaet frem for at bruge sin tid på ledelse, og så risikerer den dårlige spiral at være i gang. Nogle vælger at lukke frivilligt oprettede enheder med økonomisk tab til følge.

Problemet er som bekendt, at vi ikke er alene. Hospitalerne, plejesektoren, industrien, servicesektoren – alle råber lige nu på arbejdskraft. Det er ikke et isoleret apotekssektorproblem. Det er et samfundsproblem.

Det betyder ikke, at vi blot skal give op. Tværtimod. I Apotekerforeningens bestyrelse har vi søsat en lang række initiativer, som både skal sikre uddannelsen af flere farmakonomer på kort og lang sigt, og som skal hjælpe os med at skabe attraktive arbejdspladser for de medarbejdere, vi allerede har. Vi tænker i automatiseringsløsninger, der kan frigøre faglige ressourcer. Og samtidig skal vi have lempet lovgivningens krav til bemanding, åbningstider og vagt. Intet er helligt, så længe vi holder fast i det, der er vores dna: Lægemiddelfaglig rådgivning af høj kvalitet til de mange borgere, der hver dag kommer på landets apoteker.

Uanset hvad, findes der ingen nemme løsninger, der fixer udfordringerne med et snuptag. Det er det lange seje træk, hvor vi arbejder på mange fronter - både kollektivt som sektor og individuelt på de enkelte apoteker – der er vejen frem. Hvad det sidste angår, er der en del inspiration at hente i dette nummer af Farmaci.

I artiklen Jeg vil vise, at apoteket er et sjovt sted at arbejde man lade sig inspirere til, hvordan man kan bruge sociale medier til at styrke sine relationer med borgerne lokalt og til at rekruttere nye medarbejdere. Når apotekere og medarbejdere her viser, at apoteket er et spændende sted at arbejde, kommer det både den enkelte apoteker og sektoren som helhed til gode.

En anden vej at gå er at se på, om man kan frigøre ressourcer ved at gøre tingene smartere på sit apotek. I foreningen har vi netop udgivet et inspirationskatalog, der kan hjælpe det enkelte apotek til at se på, om man kan indrette sin forsendelse mere effektivt. Måske der er noget at hente.

Og i artiklen Råd til ledelse: Jeg har ansat en personlig assistent får vi et bud på, hvordan ansættelsen af en personlig assistent kan hjælpe både apotekeren og de ansatte til at fokusere på ledelse og faglige opgaver.

Ingen af delene løser rekrutteringsproblemerne alene. Men vi er nødt til at tage fat, hvor vi kan.