Ved en skillevej
Når man taler med Jesper Gulev Larsen om hans år i spidsen for apotekerne er det tydeligt, at han har været meget engageret i arbejdet som formand. Så hvorfor stoppe nu i stedet for at tage tre år mere?
“Vi står ved en skillevej med en ny strategi, en relativt ny administrerende direktør, der meget hurtigt er kommet på omgangshøjde med sektoren og medlemmerne, og en ny struktur i sundhedsvæsenet, der åbner for nye muligheder for apotekerne. Det er et godt tidspunkt med nye kræfter,” siger Jesper Gulev Larsen, der snart runder 70 år.
På vej på pension er han dog ikke, selv om han har en familie, der glæder sig til at se mere til ham. Han skal tilbage på apoteket og tage fat på nogle af hængepartierne.
”Jeg har en stærk ledelsesgruppe på apoteket, der har fået driften til at køre rigtig godt, men de strategiske ting, udviklingen af apoteket, dem har jeg ikke haft mulighed for at arbejde med. Det glæder jeg mig til at tage fat på,” siger han.
På spørgsmålet om han har et godt råd til sin efterfølger på vej ud ad døren, tænker han sig lidt om.
”Hold fast i fællesskabet og det sundhedsfaglige fokus. Tænk på, hvad der tjener sektoren som helhed, ikke kun den enkelte. Og husk at have en positiv tilgang til faget. Vi har kompetencer, som samfundet har brug for,” slutter han.