ET SUNDHEDSVÆSEN, der er mere nært, mere lige og mere sammenhængende for borgerne. Det er den ambition, vi i Apotekerforeningen har sat ord på med vores nye strategi. Under overskriften Sammen om borgernes sundhed udstikker vi en klar retning for foreningens arbejde i de kommende år og for apotekernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
Nye digitale løsninger skal i tæt samspil med de fysiske apoteker sikre endnu bedre adgang til medicin og kvalificeret rådgivning. Samtidig kan tilbud om test og rådgivning ved en række helbredsproblemer give borgerne hurtig hjælp og gøre det muligt for farmaceuten at sætte behandling i gang med det samme, når der er behov for det. Dermed kan det øvrige sundhedsvæsen aflastes og hverdagen gøres lettere for borgerne. For blot at nævne nogle af vores mål og visioner.
En central opgave bliver at sikre rammevilkår, der gør det muligt og rentabelt at drive selvstændige apoteker i hele landet.
Som nyvalgt formand for Apotekerforeningen ser jeg frem til, sammen med den nye bestyrelse, at omsætte strategien til virkelighed. En central opgave bliver i den forbindelse at sikre rammevilkår, der gør det muligt og rentabelt at drive selvstændige apoteker i hele landet. Det kræver en stabil og holdbar honorering af den sundhedsfaglige kerneopgave for både store og små apoteker. Derfor bliver forberedelsen af efterårets bruttoavanceforhandlinger en af de opgaver, der står øverst på min og bestyrelsens dagsorden.
Et andet vigtigt fokusområde er samarbejdet med foreningens nu fire regionale kredse. Med beslutningen om at sammenlægge Sjællands Kreds og Hovedstadens Kreds er vi bedre rustet til den opgave, der ligger lige for: dialogen med regioner og sundhedsråd om, hvordan apotekerne kan blive en integreret del af løsningen i fremtidens nære sundhedsvæsen.
Nu venter arbejdet med at prioritere og igangsætte de mange indsatser, der skal bidrage til, at strategiens visioner omsættes til virkelighed. Med en klar retning, stor opbakning fra medlemmerne og et fælles afsæt er vi i Apotekerforeningen parat til de kommende års arbejde Sammen om borgernes sundhed.
Medlemmernes formand takker af
Efter seks år som samlende figur for landets apotekere har Jesper Gulev Larsen givet formandsstafetten videre til Mads Haaning. Et stærkere sundhedsfagligt fokus og et godt fællesskab er blandt hans fingeraftryk, når man spørger ham selv.
AI kan skabe stor værdi for sektoren, når det bruges rigtigt
Der er et stort potentiale i at få AI-værktøjer ind i dagligdagen på apotekerne, men man må ikke glemme, at det faglige ansvar altid ligger hos farmaceuterne og farmakonomenerne, lyder det fra apoteker Susanne Bendixen, som er formand for Digitaliseringsudvalget i Apotekerforeningen. Sideløbende har hun sat en række undervisningsforløb i søen, som skal lære apotekerne i Pharma+ at bygge bots, som kan hjælpe i en travl dagligdag.
AI i skranken skal frigive tid til det menneskelige møde
Nye AI-baserede rådgivningsstøtteværktøjer finder snart vej til apotekerne. I PharmaNet er man i gang med at pilotteste et værktøj, som er bygget direkte ind i ekspeditionssystemet. I Vitec Cito arbejder man på et AI-værktøj, som man kan spørge til råds. Målet med værktøjerne er at understøtte fagligheden og frigive overskud og nærvær i mødet med borgeren.
Beboere på bosteder går potentielt glip af medicintilskud
Beboere på bosteder risikerer at betale fuld pris for medicin, de kunne have fået tilskud til. Det viser et projekt fra Neptun Apotek, der har kortlagt brugen af medicintilskud til beboere på bosteder.